Dick Wagner drager hinsides

En af heavy rockens store guitarister er død. Kiss, Alice Cooper, Lou Reed, Aerosmith m.fl. nød alle godt af Dick Wagners unikke guitarspil.

Dick Wagner sammen med Lou Reed i Velvet Underground-sangerens black glam-periode.

Just som jeg har brugt sommerferien til at skamhøre Lou Reeds to (efter min mening) bedste albums (”Berlin” og ”Rock N Roll Animal”), rammer nyheden om Dick Wagners død.

Amerikaneren Richard Allen ”Dick” Wagner var en gudsbenådet guitarist. Det opdagede produceren Bob Ezrin, som gjorde flittig brug af Wagners talent på nogle af heavy rockens centrale værker i 1970’erne.

Det var fx Wagner, Ezrin ringede til, da han i 1973 gav Lou Reed en skarpere kant på konceptalbummet ”Berlin”. Men det var især på Reeds ”Rock N Roll Animal” (1974), at Wagner kom til at skinne som hårdrockens supernova.

Det guitarparløb, som Wagner på dette legendariske livealbum kørte sammen med Steve Hunter, var unikt. Ekvilibrisme fusioneret med skønhed og kaotiske fordærvelse. Wagners og Hunters spil passede perfekt til de heavy rock-udgaver af ”Sweet Jane”, ”Heroin” etc., som Lou Reed diskede op med i en tid, hvor den tidligere Velvet Underground-sanger gik amok i corpse paint-agtig black glamour, lædertøj, nittebælter, dødsdrift og narko.

”Rock N Roll Animal” var nihilistisk, sort heavy rock … og et af den hårde rocks allerbedste livealbums – nogensinde. Og det var det ikke mindst pga. Wagners bidrag. Hør bare den lange, smukke, men også ildevarslende intro, som åbner koncerten, hvor Lou Reed bl.a. foregav at sprøjte sig i armen med narkotika. Den solo er en af heavy rockens største øjeblikke.

Senere kom Dick Wagner (og Steve Hunter) til at spille en væsentlig rolle for Alice Coopers karriere. Wagner var medkomponist på bl.a. Alices kontroversielle hit ”Only Women Bleed”, ligesom hans nervesitrende guitarspil kunne høres på Coopers hovedværker, ”School’s Out” (1972) og ”Welcome To My Nightmare” (1975). På Alice Coopers stort anlagte comeback-album ”Welcome 2 My Nightmare” (2011) medvirkede Wagner selvfølgelig også, både som komponist og lead guitarist.

Til Ace Frehleys store fortrydelse hev Bob Ezrin også Dick Wagner med til sessionerne, da Kiss indspillede deres hovedværk: ”Destroyer” (1976). Ezrin mente ikke, at Ace leverede varen i soloen til skæringen ”Sweet Pain”. Så det var Wagner, der fik (den ukrediterede) ære af at spille den solo, der kom med på den originale udgave af albummet. Og sørme, om Wagner ikke også dukkede på Kiss’ ”Revenge”-album fra 1992.

Et obskurt klenodie.

Dick Wagners guitarspil kan høres på et væld af albums, bl.a. med Peter Gabriel og Grand Funk Railroads Mark Farner. Selv Aerosmith brugte Wagner, sågar i nogle af deres mest berømte øjeblikke. Og som i Kiss’ tilfælde foregik dette i Aerosmith-lejren, uden at Wagner blev krediteret på pladecoveret.

For heavy rockere er det måske nok så interessant, at Dick Wagner allerede i 1972 udgav et album med bandet Ursa Major – et af den hårde rocks mere obskure klenodier. Sangtitler som ”Sinner” og ”In My Darkest Hour” samt et albumcover, der afspejlede universets mørke, var med til at give albummet en proto-metallisk aura af kaos og skønhed.

Dick Wagner 1942-2014. Requiescat in pace. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama