(Ok)kult-klassiker fra Black Sabbath

"Headless Cross": Bedre end visse af de albums, Black Sabbath indspillede med Ozzy og Dio ...

Okkult. Mysterium. Det er ord, der er populære i heavy metal-kulturen. Ordene betyder noget i retning af ”skjult” og ”hemmelighed”, og heavy rockens historien er selv stablet op på et fundament af skjulte og hemmelige værker – altså sange og albums, som er fælt miskendte, og som derfor kun dyrkes af et fåtal. Mine pladereoler er proppet med den slags cd’er og lp’er. Og af og til gør jeg mig personligt skyldig i ikke at værdsætte et værk.

Et af dem er Black Sabbaths ”Headless Cross” fra 1989. Jeg købte det ikke, da det udkom (det var noget af en ulvetid for traditionelt metal, for dengang skulle alt helst være svøbt ind i bandanaer, og guitaristerne konkurrerede om at lyde, som om de spillede på deres instrumenter med elektriske tandbørster). Senere købte jeg Classic Rocks billige cd-udgave af ”Headless Cross”, hørte den et par gange, satte mentalt flueben ved den: done.

Nuvel, til det seneste nummer af Metalized interviewede jeg svenske Below. Nyt, lovende band, produceret af King Diamonds Andy LaRocque. Below spiller episk doom metal, og i interviewet nævnte de Black Sabbaths ”Headless Cross” som et af deres musikalske pejlemærker. Jeg har bemærket, at der er opstået en kult omkring ”Headless Cross”: flere og flere fans og musikere refererer til dette Black Sabbath-album som en kunstnerisk monolit, så jeg måtte jo have lasernålen i 1989-albummet. Wauw!

Black Sabbath i 1989. Fra venstre: Tony Iommi, Cozy
Powell, Tony Martin og Neil Murray. Sidstnævnte
medvirker ikke på albummet, men var med på
"Headless Cross"-turnéen.

Det er et af de bedste albums, som Black Sabbath har udgivet uden Ozzy og Dio, skriver Classic Rocks Jerry Ewing i covernoterne på min discount-cd-udgave. Og han tilføjer, at den skam også er bedre end visse af de plader, som Sabbath faktisk indspillede med Ozzy og Dio. Den pointe er værd at tygge på.

”Headless Cross” udmærker sig ikke kun ved Tony Iommis dommedagstunge riffs. Sangene er generelt velskrevne, med episke melodilinjer, sunget af heavy rockens vel nok mest oversete forsanger, Tony Martin. Martin har måske ikke Dios aggressive power, men han leverer al den vokale dramatik, som vi heavy rockere kan ønske os. På ”Headless Cross” er der virkelig Sturm und Drang over vokalarbejdet. Fra start til slut.

Og så er der jo trommespillet. Det leveres af ingen ringere end Cozy Powell, en af den hårde rocks tungeste janitsharer. Med en historie som rytmisk rygrad hos navne som The Jeff Beck Group, Bedlam, Rainbow, Michael Schenker Group og Whitesnake havde Cozy Powell et velfortjent ry som Stjernen på Trommepodiet – altså indtil hans fandenivoldske livsstil fik ham til at crashe i sin Saab 9000 turbo. R.I.P. Cozy Powell 1947-1998.

Det er interessant at gense videoen til titelnummeret, som pladeselskabet I.R.S. udsendte ved udgivelsen af ”Headless Cross”. Jeg husker, at jeg så den på MTV (formentlig Headbanger’s Ball). Jeg syntes godt om musikken, men jeg krummede vist tæer i cowboystøvlerne over alle de ”satanistiske” klichéer i videoen: keltiske kors, gotisk arkitektur, kutteklædte mørkemænd, fakkeltog i natten, kranier på stager etc. Siden hen har vi jo set det, der er værre. Og Tony Iommi må tage sin del af æren (eller skylden?) for metalgenrens forkærlighed for kitschet okkultisme. Anyway, nyd synet og lyden af dette (kult)klassiske moment i Black Sabbaths historie her. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama