Hugget i granit

Deep Purple Mark II. Coveret iscenesatte bandet som legender i stil med de amerikanske
præsidenter, hvis kontrafejer er hugget ind i Mount Rushmore klippeside.

Pladeanmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 57, september 1995, redigeret juni 2014)

Deep Purple var sammen med Led Zeppelin og Black Sabbath de mest betydningsfulde 1970’er-bands inden for den hårde rock. Deep Purple var i høj grad med til at definere heavy rocken og metalgenren. Spørg bare fx Lars Ulrich, og han vil tale hurtigt og længe om, hvordan piske-beatet i Purple-nummeret ”Highway Star” er selve grundlaget for Metallicas thrash metal.

Deep Purples gennembrudsalbum, ”Deep Purple In Rock”, udkom den 3. juni 1970. Pladen holder, hvad den arketypiske rocktitel lover. Det er udødelig heavy rock lige fra den infernalsk larmende intro til speed metal-stamfaderen ”Speed King”, der indleder ”In Rock” med fuldt gashåndtag. Men den mest fabelagtige skæring er dog ”Child In Time”, der over godt ti minutter rejser sig fra knugende melankoli til et allerhelvedes rockraseri med vilde klage- og smerteskrig fra forskråler Ian Gillan. ”Child In Time” er power balladen over alle power ballader!

Der er ingen fyldnumre på ”In Rock”. Hver eneste skæring står her fire og et halvt årti senere tilbage, totalt upåvirket at tidens tand, som var de hugget i granit. Derfor bliver albummet da også genudgivet med jævne mellemrum i forskellige mere eller mindre ”audiofile” udgaver.

Der er virkelig hugtænder i Gillans vokale præstationer i ”Bloodsucker” – de skrig har King Diamond med statsgaranti og plomber haft i frisk erindring, da han i startfirserne begyndte at give hals i Mercyful Fate. Og mon ikke Sweet havde skamhørt ”Flight Of The Rat”, før de skrev ”Set Me Free”? Og sådan kunne jeg blive ved om ”Into The Fire” og de øvrige sange på ”In Rock”.

Den dominerende personlighed i Deep Purple var primadonnaen og guitar-guruen Ritchie Blackmore, (måske) den første heavy-musikant med en sort, mystisk aura og interesse for det okkulte. Blackmore er utilnærmelig, tav, mut og arrogant hinsides det tålelige, men han spiller som en drøm, og hans eksperimenter med forvrænget guitarlyd har været skelsættende.

I Blackmores sorte skygge opstod den karakteristiske Deep Purple-lyd med Jon Lords hammondorgel tungt skurrende i baggrunden, og det hele blev pisket fremad af den jazzede trommeslager Ian Paice og pertentligt hæftet sammen af bassisten og arrangøren Roger Glover, der altid havde ørene ude efter et iørefaldende omkvæd.

”In Rock” var bare begyndelsen for det, der blev kendt som Deep Purple Mark II. Albummet blev således starten til den Blackmore/Gillan/Lord/Paice/Glover-storhed, der kulminerede i 1972 med mastodont-lp’erne ”Machine Head” og ”Made In Japan” – plader, der aldrig vil gå i glemme, hvad enten årets heavy-mode hedder thrash, glam, grunge, death, black, funeral doom, sludge eller metalcore. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama