”Der er intet godt i vores tidsalder,”
påstår Deus Otiosus, som netop har udsendt det, der ligner årets bedste danske metaludgivelse.
 |
| Deus Otiosus, fra venstre: Peter Engkjær (guitar), Henrik Engkjær (guitar), Anders Bo Rasmussen (vokal), Jesper Holst (bas) og Jesper Olsen (trommer). |
Deus Otiosus’
tredje opus er på gaden. Og det er et album med en to-cifret begejstrings-faktor.
Det danske dødsmetalband har for alvor hævet sig op til international klasse.
Albummet hedder slet og ret ”Rise” (Deep Send Records). Hvad er det mon, der
skal rejse sig?
”Det, der skal
rejse sig, er op til lytteren,” forklarer guitaristen Henrik Engkjær. ”Det
kunne være alt, hvad der er stort og værdigt og som nu synes at leve en
skyggetilværelse blandt al den åndsløse larm fra reklamer, trends, opinioner og
lignende i vores samfund. Kreativiteten, det meningsfulde, individualiteten,
relevansen, som vi kender den fra Poe, Nietzsche, Milton, Lovecraft, Morbid
Angel, Mercyful Fate og mange andre kunstnere gennem tiden, men som har trange
kår i dag. Det kunne være den gode metalmusik, der skulle rejse sig fra graven
og puste nyt liv i metalverdenen. Det eneste, sidstnævnte kræver, er, at vi
alle begynder at lytte til den gode metalmusik og tier den dårlige og irrelevante
ihjel.”
- Coveret er prydet af et fantastisk
havuhyre. Hvad er det præcis for en krabat, der dukker op af de sorte vande på
omslaget?
”Claude Witt har
tegnet coveret, og han er en af vores tids dygtige visuelle kunstnere, efter
min mening. Han har sin egen idé om uhyret, hvordan det lever, fanger bytte med
fangarmene, knuser sten med sine kæber osv. Monsteret kommer fra havet, fra
glemslen. Det er fremmed for vores verden og samfund og repræsenterer noget
helt andet. Som i Lovecrafts fortællinger er det noget gammelt, der kommer
tilbage og ændrer vores verden. For mig har coveret en dobbeltbetydning: Som et
Lovecraft-lignende bæst fra fortiden, der rejser sig og kommer tilbage. Og
samtidig som kvinden i fronten af billedet, der rejser sig mod uhyret, ligesom
overmennesket rejser sig mod dragen af alle værdier, for at løserive sig og
skabe på ny i Nietzsches filosofi. På den måde illustrerer det meget godt vores
musik: Tilbagekomsten af det gamle og glemte samt opgøret med det eksisterende
med henblik på at skabe noget nyt og relevant.”
- Lige siden Uriah Heeps debutalbum ”Very
’Eavy … Very ’Umble” (1970) har det været kutyme for heavy rock-bands at have
dødninge, bøhmænd eller monstre på deres pladeomslag. Hvilken signalværdi har I
ønsket, at uhyret på ”Rise” skulle have?
”Det er klart at
sammenholdt med titlen ”Rise” er det meningen, at coveret skal signalere, at
her sker der noget. Her er noget, der man bør bide mærke i og som har en
betydning.”
 |
| Tilbagekomsten af det gamle og glemte. |
DØDSMETAL ER MUSIK FOR REGELRYTTERE
- ”Outlaw Death Metal” står der på
cd-indlægskortet til ”Rise”. Glosen ”outlaw” får mig umiddelbart til at tænke
på Blackie Lawless (W.A.S.P.) og Watain-titler som ”Outlaw” og ”Lawless
Darkness”. Deep Purple- og Rainbow-guitaristen Ritchie Blackmore var i
1960’erne medlem af et band ved navn The Outlaws, så det at være lovløs har
åbenbart været en integreret del af den hårde rock allerede fra starten. Hvad
lægger I i begrebet ”Outlaw Death Metal”? Hvad er det for en lov, som i står
uden for?
”Lige præcis!
Jeg anser det lovløse som betegnende for hele den gamle heavy metal-tradition
og samtidig en glimrende illustration af, hvordan metalmusikken har ændret sig
i senere år. Lyt bare til metallens klassiske værker – de er vilde og frie.
Lovløse. Musikken er kreativ, inspireret, meningsfuld og relevant. Sangene har
identitet, man kan rent faktisk huske dem. De er meningsfulde udsagn. Hvis man
skal lave noget nyt – for eksempel en sang, der adskiller sig fra andre sange
og dermed kan huskes – kræver det, at man bryder rammerne og skaber noget. I
dag er metalmusikken det helt modsatte: Den er lovlydig eller regelbundet. Det
handler om, at man vælger, hvilken subgenre man vil spille – eksempelvis
tyskerthrash, og så findes der en hel regelbog, man skal følge. Hvis man formår
det, vil anmeldere og alle lyttere, der har udpeget netop denne subgenre som en
præference, være tilfredse. Målet er simpelthen at ramme den genre, man vil
spille, og følge dens regler. Man behøver
ikke at tage sig af bøvlede ting som sangskrivning eller kreativitet,”
siger Henrik Engkjær.
”’Death metal is
music that’s boundariless,’ sagde David Vincent [Morbid Angels sanger/bassist,
red.] engang. Kunne man forestille sig nogen sige det i dag? Dødsmetal er musik
for regelryttere i dag. Nogle ville måske sige, at vi er ”old school death
metal”. Men for mig er old school netop et moderne fænomen, hvor man følger
regler og forsøger at efterligne gamle bands. Det var satme ikke det, de
klassiske, lovløse bands gjorde. De kiggede fremad og var kreative. Det er også
det, vi vil. Det er derfor vi kalder os outlaw death metal, for at illustrere
at vi ikke følger regler men derimod forsøger at gå vores egen vej og skabe
nogle sange, som er forskellige fra hinanden, og som kan huskes.”
 |
| "Maddikerne bliver draget af den mentale død." |
VORES TIDS SYGDOM
- I sangen ”Vultures” synger I bl.a. om
”Promethean suffering”. Spiller mytologi en stor rolle for Deus Otiosus, eller
er I mere funderet i en form for samfundskritisk realisme?
”Jeg synes
faktisk, at det er to sider af samme sag. Disse myter og værker fra forsvundne
tider viser netop, at der intet godt er i vores tidsalder. Det kunne være
græske myter, Lovecrafts fortællinger, Nietzsches filosofi eller Dorés kunst.
Alt sammen storslået kunst og kultur, der aldrig blegner lige meget hvor mange
år, der passerer. Det stiller spørgsmålet: Hvor er storheden i dag? Hvor er
storværkerne og meningen henne? Den er væk. Så derfor kan man godt sige, at
vores sange illustrerer noget om nutiden ved at pege tilbage.”
- Er ”Breeding Maggots” bare en
traditionel blood & gore/splatter-dødsmetalsang, eller er der en
underliggende symbolik i det med kadaveret, der avler maddiker?
”Ja, der er
selvfølgelig symbolik i det. Maddikerne bliver draget af den mentale død –
vores tids sygdom. Meget apropos det, vi lige har snakket om. I dag kan du
stort set ikke finde noget meningsfuldt og relevant. Der er til gengæld masser
af støj fra Facebook, reality TV, dårlig metalmusik, her-og-nu-presse osv.”
- Da jeg så sangtitlen ”Don’t Fuck With
The Dead”, kom jeg til at tænke på Erwin Neutzsky-Wulffs novelle om ”Manden der
ville se om de døde knepper”. Har I læst den? Hvad handler ”Don’t Fuck With The
Dead” egentlig om?
”Nej, jeg har
faktisk ikke læst den, selvom Neutzsky-Wulff selvfølgelig er en ret farverig
figur, som jeg måske burde sætte mig lidt mere ind i. På overfladen er sangen
selvfølgelig en klassisk levende døde-tekst, med inspiration fra H. P.
Lovecrafts “Imprisoned With The Pharaohs” og de dyrehoved-mumier. Sangen
handler dog om fortiden og har et simpelt budskab: Husk dem, der er faldet,
kend historien og lær fra den. Illustrationen til sangen i bookletten ligner
også nogle zombieagtige figurer, men det er faktisk et monument over ofrene for
kommunismen i Tjekkiet. Monumentet er placeret i Prag.”
- Hvilke tanker og overvejelser ligger
der bag albummets sidste sang, ”Fall Of The West”?
”Det er en
dystopi og musikalsk et lidt anderledes nummer. Det er en samling af tanker fra
blandt andet Lovecraft, Orwell og [Unabomberen, red.] Kaczynski om udviklingen
af den moderne verden. Hvordan vi hele tiden bliver nødt til at udvikle
teknologien og specialisere os yderligere for at producere mere og mere for
altid at højne levestandarden for alle, samtidig med at det bliver en mindre
relativ andel af befolkningen, der producerer disse goder. Specialiserede
arbejdspladser gør, at man må bo tættere sammen, bygningerne bliver højere,
røgen fra produktion og forbrug stiger til vejrs skygger for solen.”
 |
| Deus Otiosus: "Man skal altid forsøge at overgå sig selv." |
VI KAN IKKE GØRE DET BEDRE
- Jeg synes, at ”Rise” er et mere
gennemført album end forgængeren ”Godless” (2012). Hvordan vil I beskrive jeres
musikalske udvikling siden da?
”Mange tak! Det
er godt at høre. Det synes vi også selv. Vi har arbejdet meget hårdere med
sangene denne gang; fået skåret alt det overflødige fra og arbejdet længere med
dem, før vi har stillet os tilfredse. Vi er gået meget målrettet efter at tage
et stort skridt fremad i forhold til sidst, og vi føler endelig, at vi er der,
hvor vi bør være. Jeg skal dog lige passe på, fordi for første gang føler jeg,
at nu kan jeg ikke gøre det bedre, og at det er fedt, hvis jeg bare kan holde
dette niveau. Det er det sådan set også, men selvfølgelig skal man altid
forsøge at overgå sig selv og sigte højest muligt for også at ramme højest
muligt. Så det bliver en udfordring at skrive musikken til det næste album! Vi
forsøger hele tiden blot at skrive bedre og bedre musik. Det vil sige en
stærkere identitet, meningsindhold og sammenhæng.”
- Ca. 99,99% af alle moderne metal-cd’er
har en fuldstændig overstyret hyperkomprimeret lyd. Hvilken betydning for
”Rise” har det haft, at Tore Stjerna fra Necromorbus-studiet har masteret
albummet? Hvad var det ved Stjernas CV (Watain,
Funeral Mist m.fl.), som fik jer til at vælge ham?
”Ja, der har vi
jo så en dynamisk lyd i stedet. Det betyder at vores album er lidt lavere end
de fleste i volumen, men at dynamikken – især i trommerne – er tilstede.
Necromorbus går især op i dynamisk mastering, og hvis man lytter til den nye
Watain [”The Wild Hunt”, red.], er den masteret på lignende måde. Det var
Anders [Bo Rasmussen, sanger, red.], der foreslog, at vi brugte Tore, og det
var en fed ide. Jeg synes, at han har gjort det godt, og han er effektiv og god
at arbejde sammen med. Jeg tror helt sikkert, at det er Tores CV, der har
gjort, at Anders kom i tanke om ham. Der er jo masser af dygtige folk derude,
som måske bare ikke har arbejdet sammen med større bands, og derfor kender vi
dem måske ikke. Jeg ville selvfølgelig også være åben overfor en mindre
navnkyndig producer, og vi har jo også været svært tilfredse med Rasmus
Toftlund (Fast Beat Studios) og Thomas Pedersen (Earplug Studio), som vi
indspillede og mixede ved. Jeg siger forresten heller ikke, at en brickwall-produktion
altid er skidt. Alle ting har jo sine fordele og ulemper, så det er bare med at
vælge hvad der passer bedst pågældende værk.” \m/
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama
 |
| "Kreativiteten har trange kår i dag," mener Deus Otiosus. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar