Amokløbende våbenkapløb

Slayers ”Haunting The Chapel” fejrer i disse dage 30-års jubilæum. Ep’en afspejlede våbenkapløbet – både det, der foregik på metalscenen, og det, der truede verden med total udslettelse.

Slayer live i 1984. Dengang var der stadig overensstemmelse mellem gruppens musik
og medlemmernes look.

Juni 1984 udsendte Slayer deres anden plade. Ep’en ”Haunting The Chapel” kan altså fejre 30-års jubilæum i disse dage.

Det gik stærkt for Slayer i de år. Der blev spillet på livet løs i de små klubber, og gruppens spillestil blev gjort mere og mere dræbende. Mens man på debutalbummet ”Show No Mercy” klart kunne høre inspirationen fra den traditionelle heavy metal (Judas Priest, Iron Maiden), tog Jeff Hanneman & Co. de endegyldige skridt ind i thrashens territorium med ”Haunting The Chapel”.

Holder ”Haunting The Chapel” så i dag – 30 senere? Det mener Slayer åbenbart selv. I hvert fald var ”Haunting The Chapel”-skæringen ”Captor Of Sin” med dens Mercyful Fate-lignende guitarlirs-intro med på sætlisten, da Slayer sammen med Metallica m.fl. optrådte i Horsens den 3. juni i år.

”Haunting The Chapel” var (sammen med Warlords ”Lost And Lonely Days”) det sidste, jeg anmeldte for Danmarks første metalfanzine, Hot Rockin’ (volume 5, november 1984).

Når jeg i anmeldelsen himler begejstret op over teksten til ”Chemical Warfare”, må man forstå konteksten. I 1984 befandt vi os stadig i våbenkapløbets tidsalder. Den kommunistiske østpagt med Sovjetunionen i spidsen stod stejlt over for det USA-ledede Vesten, hvor ikke specielt pacifistisk sindede politikere som Ronald Reagan og Margaret Thatcher havde magten. Truslen om udryddelseskrig rugede over verden som en sort sky. Så der var en alvor i ”Chemical Warfare”, som yngre generationer sikkert har svært ved at forestille sig.

Men der foregik også et ”våbenkapløb” på metalscenen. For hver uge blev spilletempoet sat op. Grupperne blev mere og mere ekstreme og konkurrerede med hinanden om, hvem der var mest ”døde”. Og det er en tendens, der i høj grad kan spores på ”Haunting The Chapel”.

Min korte anmeldelse bærer for resten præg af, at det, vi i dag kalder for thrash, endnu ikke havde fået en fast genrebetegnelse. Power metal og hardcore metal blev brugt side om side med termer som death og thrash. (Hardcore brugte vi i en helt anden betydning end punkerne!). Glosen brutal, som i 1990’erne blev stramt knyttet til dødsmetallen, blev slebet til allerede her i de tidlige thrash-dage.

Anyways, her er mine ”vise ord” om ”Haunting The Chapel”, der for mig står tilbage som et af højdepunkterne i Slayers diskografi.

SLAYER

”HAUNTING THE CHAPEL”

(Metal Blade Records)

Værsgo’! Slayer banker endnu engang deruda’ med et brag af en power metal-skive. Denne maxisingle [sic] med tre numre er (tro det eller ej) endnu heavier end ”Show No Mercy”. Velproduceret, men dog flænsende rå og brutal. For hardcore fans only! USA’s heavieste band!

”Chemical Warfare” er et 6-minutters thrash-track med en temmelig god tekst om kemisk krigsførelse, selvfølgelig iblandet obligatorisk okkultisme (noget, der leder tankerne hen på Black Sabbaths ”Electric Funeral”). Nok Slayers hidtil bedste nummer.

Også teksten til ”Haunting The Chapel” er stærk, faktisk virker den ægte i forhold til bandets tidligere pseudo-sataniske lyrik.

Slayer har vokset sig nogle kilo tungere – og mon ikke vi er mange, der glæder os til lp’en ”Hell Awaits”? \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama