Bandet der ikke ville accepteres

Brats ved udgivelsen af "1980".
Fra venstre: Monroe, Denner, Hank, Yenz.

Dansk heavy metal startede med punk. Altså med Brats, der senere muterede og blev til Mercyful Fate og Geisha og Fate og 117 andre bands. 

Concert Of The Day var navnet på en skelsættende koncert. Koncerten foregik i Brumleby, København, den 15. september 1978. Concert Of The Day markerede, at dansk rocks hippie-dage var talte. En ny generation af energisk spillende grupper sprang ind i rampelyset: Nemlig fem af DKs allerførste punk rock-bands. 

En af grupperne, der spillede til Concert Of The Day, hed Brats. De fire andre var Sods (senere Sort Sol), No Knox, Elektrochok og Local Operator. Brats blev dannet fire måneder før koncerten i Brumleby. Besætning:

Hank De Wank, guitar

Franz De Zaster, vokal

Eddie Haircut, trommer

Mickey Rat, bas

Det gik lynhurtigt for Brats. Lige fra starten. Bandet spillede deres debutkoncert i juli 1978, og de medvirkede på kompilationen ”Pære Punk” sammen med bl.a. Sods, Lost Kids, Kliché og Dream Police. ”Pære Punk var baseret på en idé, der opstod i forbindelse med festivalen Pære Punk i november 1978 (albummet udkom dog først i april 1979). 

Det nye Brats, som Iklipsx dissede.
Fra venstre: Monroe, Hank, Yenz. Bemærk Hanks Kiss-bæltespænde.

BRATS BLEV FRA STARTEN blåstemplet af københavner-punkens inderkreds. Men det skulle ændre sig. For i begyndelsen af 1979 gik det originale Brats i opløsning. Hank rekrutterede straks to nye medlemmer, og så så besætningen sådan ud: 

Hank, guitar

Yenz, bas/vokal 

Monroe, trommer

Dele af Københavns punk-miljø var ikke begejstret for det nye Brats. ”Det nye Brats er en bunke lort!” kunne man læse i det toneangivende fanzine Iklipsx (nr. 1, maj 1979). I samme nummer kunne læserne bade øjnene i et foto af Hank med grel eyeliner og sorte læber. ”Iklipsx bringer dette billede af René fra Kiss Brats, og gør opmærksom på, at de 4 Kiss-solo-LP’er er udkommet (who cares).”

Det nye Brats = Kiss. Sådan var logikken. Underforstået: Brats var nu indbegrebet af underlødig heavy rock. Alligevel indspillede det nye Brats materiale til et album for nyrock-selskabet Irmgardz.

Vurderet ud fra Irmgardz-albummet var det nye Brats et decideret punk-band. Lyden på albummet var bulet og skrammet og ridset. 

Den Monroe/Yenz-komponerede ”Prostitute” var et aftryk af gruppens Ramones-fanatisme. Numre som ”D.I.M.T.” og ”Disco Sissy” staccato-fræsede afsted i en stil meget lig den punk rock, man fandt på Sods’ ”Minutes To Go” (februar 1979). Hanks ”I Do What I Wanna Do” var et levn fra det originale Brats’ sætliste, mens ”Zombie People” var en heavy metal-omskrevet udgave af ”Magazine”, et af de numre, som førsteudgaven af Brats havde med på ”Pære Punk”. 

Men det var også tydeligt, at der med Yenz’ indtræden i Brats var kommet bedre styr på melodierne, og med Monroe bag trommerne fik musikken mere ryk og kapow. Det var formentlig det nye Brats’ flair for det iørefaldende og hårdtslående samt det stadig større lydtryk fra Hanks guitar, som faldt Iklipsx-folkene for brystet. Ligesom det nye Brats’ pretty boy look med læder og afbleget hår næppe heller passede ind i punk-inderkredsens grimheds-æstetik.

Stregkoder var det nyeste nye i 1980. Coveret skreg: Det her er fremtiden!

BRATS’ KONTRAKT MED Irmgardz blev annulleret. Og Irmgardz-albummet udkom først i 2008 med titlen ”The Lost Tapes: Copenhagen 1979” (Arg! Records). Hvad gik galt? Ingenting! For Brats var i rivende udvikling. Ved at indlemme guitaristen Denner i besætningen fik Brats en heavier lyd med et såkaldt twin lead attack fra seksstrengsfronten. Besætning:

Hank, guitar

Denner, guitar

Yenz, bas/vokal

Monroe, trommer

Modsætningsforholdet til københavner-punkens inderkreds blev ikke ligefrem mindre af denne udvidelse. Brats måtte nu spille rollen som forrædere, og Denner, der havde større musikalsk erfaring end de fleste i miljøet, blev mødt med spytklatter fra punk-zeloterne. 

Brats’ fanbase blev dog ikke mindre. Brats havde gang i en ny scene! Med hjælp fra ingen ringere end Franz Beckerlee (Gasolin’) havde Brats held til at lokke en pladekontrakt ud af CBS. I august ramte ”1980” gaden, skubbet ind i et stålkoldt sølv-cover designet af Flemming Jönsson.

DK havde nul tradition, hvad angår produktion af hård rock. Så man måtte bruge det, man havde. ”1980” blev således produceret af Tom Rønlov Andersen (bedst kendt for sit arbejde med Gnags, TV-2, Sanne Salomonsen, C.V. Jørgensen etc.). Med som tekniker var Thomas Breckling (Rugsted Kreutzfeldt, Michael Falch, Sebastian, Lis Sørensen m.fl.). 

Single-forløberen ”B-Brains” var produceret af hit-snedkeren Stig Kreutzfeldt med Flemming Rasmussen (i metalkredse kendt for sit arbejde med Rainbow, Metallica, Artillery, Morbid Angel etc.) som tekniker. 

Resultatet blev overraskende godt. Lyden på ”1980” var klasser bedre end den på Irmgardz-albummet. Musikkens udtryk var mere poleret, men også mere metallisk. Der var et langt bedre flow i musikken, musikerne spillede bedre. Bukserne sad simpelthen strammere på Brats i 1980. 

Og looket var supervigtigt for Brats, hvis medlemmer var så kønne, at de kunne bruges som plakatmateriale i Vi Unge. True story.

Brats havde et street-agtigt look, som kombinerede punk-attitude med heavy metal-nitter og glam-afbleget hår. En overgang var Monroes pandehår så langt, at det nåede ned et sted syd for hans næse. 

Brats var street. Yenz’ tekster kredsede om gadedrengelivet med damer og gang i den. Men teksterne handlede også om fremmedgørelse og oprør mod normer og den konformitet, som også i 1980 holdt ungdommen nede. Mange af teksterne gav udtryk for en ungdommelig utilpassethed og trods, som kunne minde om den, man fandt i punk-digteren Michael Valeurs samling ”Mørkets splintrede øje” – en samling, der pudsigt nok udkom på Irmgardz i 1981-82. 

Stoltheden over at være outsider var til at tage og føle på. For Brats gjaldt det om IKKE at blive accepteret. Brats var fire fyre, som turde stå alene, og som ikke gav efter for gruppepres. Brats var fortalere for en læderklædt ungdomskultur, hvor man gav flokmentaliteten en strittende langemand. 

Brats som pin-up-modeller i Vi Unge.
Fra venstre: Denner, Hank, Monroe, Yenz.

HVIS MAN NÆRLYTTER til ”1980”, kan man høre, at Iklipsx havde – delvist – ret: Det nye Brats var inspireret af Kiss. Pladens hitnummer var ”B-Brains”, og det rummede et break, der var rent Kiss – komplet med Gene Simmons-bas og Ace Frehley-solo. Og en sang som den tunge, dystre ”Complex (Don’t Destroy Me)” ville næppe have lydt helt sådan, hvis det ikke havde været for Kiss’ ”Goin’ Blind”.

”1980” blev indspillet i februar-marts 1980, dvs. før New Wave Of British Heavy Metal-stilskabende albums som Iron Maidens debut, Saxons ”Wheels Of Steel” og Def Leppards ”On Through The Night” udkom. Så det er begrænset, hvor meget NWOBHM kunne have nået at inspirere Brats. Men der var da sværme af forvrængede guitarer og et rygradsbrækkende Judas-break i ”Tame Me (Insomniac)”. Derimod pegede Denners lyriske guitarsoli – som fx den i ”OY-905” – på arven fra 1970’er-betonrock-koryfæet Michael Schenker (UFO, MSG).

Men ellers var punk-elementerne stadig intakte. Selv de mere heavy metal-typiske sange var præget af Yenz’ flabede snotnæse-vokal, der mere end noget andet gav ”1980” dens punk-islæt.

Her og der var det svært ikke at komme til at tænke på Buzzcocks eller Generation X, for flere af sangene på ”1980” var punkfræs med overdrevent fængende melodier. Ramones lod til at være et af Brats’ pejlemærker – ikke mindst på ”Fuel”. På den modepunk-kritiske ”Punk Fashion” legede Brats med The Clash’s slogan ”fashion is a passion”. 

”1980” blev rundet af med Brats’ heavy-udgave af ”Magazine”, nu kaldet ”Zombie People”. Nummeret var bygget op omkring et tungt, tungt riff af Hank. Men det var på side 2’s åbningsnummer, ”Heavy Rocker”, at headbangingen gik amok. Nummeret var en slags The Rolling Stones på anabole steroider, og det var et tidligt eksempel på riffmeister Hanks nærmest troldske evner. Hank og Denner duellerede på livet løs i ”Heavy Rocker”, og det var ret tydeligt, at Judas Priest havde gjort indtryk på gruppen. 

Ikke længe efter, at "1980" var udsendt, blev Denner erstattet af Carsten van der Volsing,
der også var med i en af de første inkarnationer af Mercyful Fate.
Fra venstre: Yenz, Hank, Monroe, Carsten.

MAN KAN SKÆNDES fra nu af og til Kingdom Come, om ”1980” er en punk- eller en heavy metal-plade. Den er vel begge dele, men hvis man sammenligner den med Sods’ mesterlige ”Minutes To Go”, der udkom året før (februar 1979), er ”1980” klart heavier og mere strømlinet. 

I mine øjne var de to albums gamechangere i dansk rock. Der var et før og efter ”Minutes To Go” og ”1980”. Jeg siger ikke, at DK slet ikke fostrede bands, som spillede hård rock i 1970’erne. Gasolin’ krydsede af og til ind på stærkstrøms-territoriet, og derudover var der i årenes løb grupper som Kalemaris, Sensory System og Zig Zag Band – men ingen af disse havde gennemslagskraft, og ingen af dem blev eksempler til efterfølgelse. Men det blev Sods og Brats med de to omtalte albums. 

Hvis man er fræk, kan man sige, at skæringen ”Heavy Rocker” og det forrygende guitar-parløb mellem Denner og Hank forudsagde Mercyful Fate. Hvis man er endnu frækkere, kan man sige, at ”B-Brains” forudsagde Geisha. 

For, hov, ”1980” var godt nok summen af Hanks, Denners, Monroes og Yenz’ fælles bestræbelser, men Brats’ primære sangskriver var Yenz, som senere tog efternavnet Cheyenne og dannede glam metal-gruppen Geisha. Geisha slog aldrig igennem, men de var ikke kun interessante pga. deres ramasjang-stærke chokrock, men også, fordi bandet talte medlemmer som Mikkey Dee, Pete Blakk og Hal Patino – folk, som senere gjorde karriere i King Diamonds band. Men det er en helt anden historie … <13>

You’re in, I’m sane

I’m a filthy Dane

– Brats

ACHTUNG! Brats’ ”1980” er blevet genudgivet flere gange. Senest den 31. maj 2019, hvor High Roller Records udsendte begrænsede oplag på både cd og vinyl.

Kilder:

• Korrespondance med Hank 1980-81 plus samtaler med Denner og Monroe 2019 
• Yenz’ covernoter på ”Lost Tapes: Copenhagen 1979” og High Roller-udgaven af ”1980”
• Dansk Punk: En blog om den tidligste danske punk 1977-82 (http://danskpunk.blogspot.com)
• Dansk Punk & New Wave Historie 1977-2002 (http://www.garagerock.dk/index.php) 
• Jens ”Jam” Rasmussen: ”Heavy metal: 40 år med hård rock” (Informations Forlag, 2010)
• Jan Poulsen: ”Something Rotten! Punk i Danmark. Maleri, musik og litteratur” (Gyldendal, 2010)