Aliens styrer verden

Sådan så omslaget til Blue Öyster Cults 1976-hit ud.

Blue Öyster Cult skulle have været et amerikansk svar på Black Sabbath. Det blev de aldrig! 

Blue Öyster Cults musik og tekster er SÅ langt fra at være en kopi af noget som helst. Blue Öyster Cult er noget af det mest originale, der kan støves op i heavy rocken.

Rifferama løfter en flig af det slør, der dækker mysteriet om Blue Öyster Cult.

Vær ikke bange for Manden Med Leen. For døden. Døden er umulig at undslippe. Men døden er ikke noget ondt, trøster sangen. For Romeo og Julie er sammen i al evighed.

Sangen, jeg fabler om, er selvfølgelig ”(Don’t Fear) The Reaper”, som Blue Öyster Cult hittede med i sommeren 1976.

Den moderne vesterlandske kultur har mange stærke sider. Men dens dødsangst er ikke en af dem. Det er formentlig også derfor, at et marginalt fænomen som death metal stadig kan fascinere og skabe kontroverser flere årtier efter subgenrens opståen.

Det samme gælder ”(Don’t Fear) The Reaper”. Heavy-hadere har siddet og skumlet over Blue Öyster Cult-sangen.

”Det er jo en opfordring til selvmord!”   

”Den romantiserer den form for selvmordspagt, som kan spores tilbage til Romeo og Julie.”

”Det er jo den rene dødskult!”

Den slags må moralisterne bønne op imod. Og som sagt, så gjort.

Det lader dog til, at Blue Öyster Cults fans har forstået sangen bedre end gruppens kritikere. Sangen har ikke fået fans til at gribe efter barberblade eller pilleæsker. Blue Öyster Cults fans har brugt den som terapi, som en kikkert til at kigge ud gennem sprækkerne i den vestlige materialismes fængsel.

Korset med krogen har været et centralt symbol for Blue Öyster Cult lige fra starten.
Sådan så coveret til deres debutalbum ud.

KORSET MED KROGEN

Blue Öyster Cult var i høj grad med til at åbne den Pandoras æske, der indeholder heavy rockens subversive billedsprog. For heavy metal har fra dag ét handlet om det subversive: om det tabunedbrydende, det omstyrtende.

Den hårde rock har lige fra starten sat spot på det forbudte og farlige, det, der lurer i skyggerne, det, der gærer i de fortrængte lag i vores såkaldte normale bevidsthed. Hårdrocken inviterer lytteren med på sightseeing i den psykologiske afgrund, hvor uhyrer og alle helvedes djævle spiller fandango.

Lad os lige tjekke nogle Blue Öyster Cult-sangtitler her: ”Hot Rails To Hell”, ”Career Of Evil”, ”Nosferatu”, ”Harvester Of Eyes”, ”(Don’t Fear) The Reaper”, ”Tattoo Vampire”, ”Godzilla”, ”Moon Crazy”, ”Fallen Angel”, ”Monsters” etc.

I et af Blue Öyster Cults største hits, ”Burnin’ For You” (1981), lød en central verslinje sådan her: ”I’m living for giving the devil his due.” Man skal dog ikke drage forhastede konklusioner. Blue Öyster Cult er IKKE djævledyrkere.

Blue Öyster Cult var et af de første hårdrock-bands, som benyttede sig af kraftladede symboler. Hos Blue Öyster Cult leder man dog forgæves efter gedebukke eller omvendte kors. Et kors finder man dog. På alle gruppens albums. Korset med krogen.

Korset med krogen overskrider enhver gedebukke-teologi. Det har i stedet relation til den græske gud Kronos. I alkymi forbindes Kronos med bly, der som bekendt er et tungmetal (=heavy metal). Meget passende.

Kronos associeres desuden med planeten Saturn. Symbolister kan hoste op med lange, indviklede forklaringer, men lad os gøre det kort: korset med krogen er et symbol på kaos og på den antikosmiske kraft, som vi i daglig tale kalder Døden.

Kig på korsets krog: den har samme form som en segl. Eller en le. Og så er vi tilbage ved ”(Don’t Fear) The Reaper”. Manden Med Leen, der høster lig.

Døden optræder i flere af Blue Öyster Cults sange, bl.a. i titelnummeret fra ”Fire Of Unknown Origin” (1981), hvor den beskrives som stilfuld, smuk og forførende:

”Death comes sweeping through the hallway like a lady’s dress.  
Death comes driving down the highway in its sunday best.”

Værsgo': 13 styk kutteklædte østers-kultister.

EN KULT MED TRETTEN ALIENS

I heavy metal er sort den fremherskende farve. Vi glemmer dog let, at den hårde rock er en udløber af bl.a. blues. Og i den sammenhæng klæber der en masse dysterhed til den blå kulør.   

Farven blå dukkede for alvor op på Blue Öyster Cults senere albums. Fremhæves skal især det radikale omslag på ”Fire Of Unknown Origin”, hvor Den Blå Østerskult nærmest nidstirrer betragteren. Der står de så, tretten kutteklædte kultskikkelser med hver sin østersskal i hænderne.

Ja, du talte rigtigt: TRETTEN styk! 13 er et af de mest subversive symboler. 13-tallet, gerne placeret i en diamant, var en overgang et meget brugt symbol blandt outlaw motorcykelklubber. Tallet står bl.a. for oprør, lovløshed – og død. For den power, der lever uden for det civile, borgerlige samfund.

Blåt er der dog ikke meget af på omslagene til de tre første Blue Öyster Cult-album: ”Blue Öyster Cult” (1972), ”Tyranny And Mutation” (1973) og ”Secret Treaties” (1974). De er holdt strengt i sort/hvidt. Vi skal helt frem til det norske black metal-boom i 1990’erne for at finde et sådant monokromt orgie.

Coverne på Blue Öyster Cults første skiver var mystiske, dragende. Omslagene var øjenguf for hippiernes yngre søskende – rebeller, der var iklædt læderjakker, og som var drevet af en forkærlighed for action og fare. Og rødderne fik, hvad de gik efter, når de købte Blue Öyster Cult.

Inspirationen til "Transmaniacon MC" kom bl.a. fra denne bog.

KÆRLIGHEDENS SOMMER ER FORBI

Blue Öyster Cults debutalbum åbnede med sangen ”Transmaniacon MC”, der tager lytteren med på et ridt sammen med en voldelig, Hells Angels-agtig motorcykel-klub. Det nye band bød deres fans velkommen med denne strofe:

”With satan’s hog no pig at all,

and the weather getting dry.

We’ll head south from Altamont

in a cold blooded travelled trance.

So clear the road, my bully boys,

and let some thunder pass.

We’re pain, we’re steel,

a plot of knives,

we’re Transmaniacon MC.”

Sangen refererer til Altmont Free Concert (6. december 1969), hvor alkohol, stoffer og dårlig organisering af festivalen fik alt andet end peace, love and harmony op i publikum. Ifølge myten døde hippie-drømmen på Altamont.

Hovednavnet på Altamont var The Rolling Stones. The Rolling Stones kom fra England, og Mick Jagger & Co. kendte de britiske Hells Angels, som var cool, men relativt harmløse. De amerikanske Hells Angels var cool og alt andet end harmløse. Det var derfor vovet af Stones at hyre USA’s engle som bodyguards på Altamont.

Ak! Der er skrevet og sagt en masse vrøvl om begivenhederne på Altamont, men Rifferamas læsere er kvikke nok til selv at sætte sig ind i, hvorfor det endte med, at medlemmer af Hells Angels dræbte en koncertgænger med tæv og knivstik, mens The Rolling Stones stod på scenen og spillede. Der findes sågar filmoptagelser af tragedien: klik her.   

Hvis der før Altamont havde været en vis romantik omkring Hells Angels, så stoppede hippiernes romance med motorcykelklubben dér. Fremover blev der malet et sort/hvidt billede af englene.   

Folkene i rockpressen var på hippiernes side, så da der i januar 1972 (lige godt to år efter Altamont) dukkede et band op, som ikke alene spillede noget så uhippie’gt som hård rock, men også åbnede sit debutalbum med en sang, der overdrager synsvinklen til en motorcykelklub, der blærer sig med, at de lige har stukket med knive på Altamont, ja, så var kulturkampen i gang.

Som alle andre heavy rock-bands fra genrens tidlige epoke, passede Blue Öyster Cult ikke ind i den fremherskende ungdomskultur med dens naive forestillinger om flower power og fred og kærlighed. Hvis de der peaceniks, som sad på medierne, ikke fattede det før, så skar Blue Öyster Cult det ud i pap med sangen ”This Ain’t The Summer Of Love” (1976), hvis omkvæd lød:

”This ain’t the garden of Eden

There ain’t no angels above

And things ain’t like what they used to be

And this ain’t the summer of love.”

Kaos slippes løs.

UMLAUTS BLEV KVLT

Blue Öyster Cult er et underligt bandnavn. Umiddelbart ikke særlig heavy. Jeg mener – østers? Tigre, løver, ulve, hajer, kødædende dinosaurer, megalodoner, skorpioner, ørne, ravne, slanger etc. Den slags dyr er heavy. Men østers?

Eric Bloom & Co. redder den dog i land ved at sætte de der skaldyr i forbindelse med en kult. Og kult er KVLT! Læg dertil heavy-historiens første eksempel på de sagnomspundne Umlauts: de to ”prikker”, som bl.a. på tysk sættes over vokaler, når man ønsker at ændre bogstavets lyd. Umlaut hedder på dansk omlyd, og ”prikkerne” kaldes af fagfolk diakritiske tegn.

I heavy metal har Umlauts nul betydning for bogstavet udtale, de er ren grafik. De er så sige heavy metal på skrift. Det er de, fordi de får især engelsktalende personer, der er vokset op i umiddelbar forlængelse af 2. Verdenskrig, til at tænke på noget ondt og militant, noget germansk – kort sagt: på Hitlers Nazityskland.

I 1960’erne og 1970’erne blev alt muligt ragelse fra nationalsocialismen KVLT: jernkors, S-runer, rigsørne, ja, sågar hagekors og hele nazi-uniformer dukkede op i biker-miljøerne. Og i hårdrocken, herunder punken.

Blue Öyster Cult var altså de første med Umlauts. Senere fik vi Motörhead, Mötley Crüe, Znöwhite, Lääz Rockit, Infernäl Mäjesty, Crashdïet, Mütilation, ja, sågar Queensrÿche. Og rundt regnet en million flere.

I 1980 turnerede Blue Oyster Cult sammen med Black Sabbath. Vurderet ud fra grafikken var
det ikke for sarte sjæle.
Bemærk Korset med krogen inden i Black Sabbaths
keltisk-agtige kors. Stærk symbolik!

ET AMERIKANSK BLACK SABBATH?

Det er dog noget løjerligt noget at opkalde et heavy rock-band efter østers. Men der er en forklaring. Den Blå Østerskult er et fænomen fra en slags mytologi, som Sandy Pearlman havde udtænkt allerede før, gruppen blev dannet. Den Blå Østerskult er angiveligt et præsteskab af aliens, som styrer verdens gang.

Men hvorfor valgte Sandy P lige at forbinde denne kult med østers og ikke med fx ulve eller noget andet sejt? Mon det hænger sammen med Sandys efternavn? Skrev han sig selv ind i mytologien? Jeg mener, tjek lige det efternavn: Pearlman.

Perler findes i østers – hvis de er ÆGTE! Og dét var Sandy. Ægte manager, rockjournalist, poet, sangskriver, pladeproducer og generel idémager. En af de bedste hjerner i rocken, ever!

Det er efterhånden sluppet ud, at Blue Öyster Cult er et produkt af Sandy Pearlmans fantasi. Pearlmans vision. Sandy scorede en pladekontrakt i en branche, som gerne ville have hård rock. For det solgte. Og det, de her pinger i pladebranchen havde i tankerne, var et amerikansk Black Sabbath.

Sandy Pearlman ville dø for at få lov til at være manager for Black Sabbath. Black Sabbath var bare for syge. Hvis man så også kunne blande lidt Alice Cooper ind i den her nye, amerikanske version af Black Sabbath, ja, så var lykken gjort, mente Sandy Pearlman.

Historien om Blue Öyster Cult er indviklet. Den går igennem forskellige inkarnationer af bandet: Soft White Underbelly, Oaxaca og Stalk-Forrest Group, før Blue Öyster Cults debutalbum stod fremme i butikkerne i 1972. Og jo, Blue Öyster Cult spillede hård rock. Og de fik succes – så stor succes, at de kunne hænge både guld- og platinplader på væggen. Men …

Sådan forestillede Sandy Pearlman sig det amerikanske Black Sabbath.

POETER OG KUNSTNERSPIRER

Lad os indse det: Blue Öyster Cult blev ALDRIG noget amerikansk Black Sabbath. Blue Öyster Cult var aldrig så doomy endsige så metalliske som Iommi & Co.

Blue Öyster Cult er Blue Öyster Cult. Blue Öyster Cults musik og tekstunivers er så langt fra at være en kopi af noget som helst. Blue Öyster Cult er noget af det mest originale, der kan støves op i heavy rocken.

Blue Öyster Cult var en helt anden type musikere end dem, der almindeligvis spillede hård rock i 1970’erne.

Hvis vi lige vender tilbage til bandets start, så var Blue Öyster Cult lidt af en konstruktion, som skulle indfri Pearlmans ambitioner. Blue Öyster Cult var ikke ”rigtige” heavy rock-musikere som fx Judas Priest eller Black Sabbath. Blue Öyster Cult var ikke rundet af arbejderklassen.

Blue Öyster Cult-medlemmerne kom fra et helt andet miljø. De kom fra New Yorks kunstnermiljø, som var befolket af digtere og kunstnerspirer. Rytmeguitaristen og keyboard-spilleren Allen Lanier var kæreste med poeten Patti Smith, som for resten skrev tekster til Blue Öyster Cult.

Richard Meltzer skrev også tekster til Blue Öyster Cult. Meltzer var navnkundig rockkritiker, og hvor mange heavy rock-bands i 1970’erne var så meget i kridthuset hos anmelderne, at de ligefrem kunne få disse til at skrive tekster til dem? Få. Nærmest ingen – altså ud over Blue Öyster Cult.

Blue Öyster Cult havde et glimt i øjet. Heavy-hadende kritikere fremhævede ofte dette som noget særegent for Blue Öyster Cult. Blue Öyster Cult blev altså anmelder-darlings. I nogen medier. I 1975 kårede britiske Melody Maker fx ”Secret Treaties” til The Top Rock Album Of All Time!

Ud af rumfartøjet træder kultlederen. Tjek lige de hunde der. Ret nazi, ikke sandt?

NAZIJÆGERE PÅ SPORET AF JØDER

Men andre mediefolk hadede Blue Öyster Cult ligeså meget som de hadede alt andet heavy rock fra 1970’erne. Herhjemme satte Lars Villemoes Blue Öyster Cult i gabestokken i en lang retirade af en anmeldelse i MM, september 1980. Blue Öyster Cult var fascister, var de. Villemoes var ikke ene om at fremture med denne anklage.

Og ret skal være ret: Blue Öyster Cult var inde og pille med nogle temaer, som kunne misforstås, hvis man da lige så bort fra glimtet i øjet.

”ME 262” (1974) hedder en af Blue Öyster Cults mest kontroversielle sange. Titlen refererer til et Messerschmitt-jagerfly, som Hitlers Luftwaffe benyttede under 2. Verdenskrig. Teksten til sangen namedropper både Göring og Hitler sammen med gloserne heavy metal. Det var gefundenes Fressen for heavy-hadere.

På ”Secret Treaties” (1974) er bandmedlemmerne ligefrem afbildet stående foran et ME 262. På indercoveret til live-albummet ”On Your Feet Or On Your Knees” (1975) ses Blue Öyster Cult spille foran et kutteklædt publikum. De hvide kutter sendte kritikernes tanker i retning af Ku Klux Klan.

Coveret til ”Extraterrestrial Live” (1982) prydes af en mystisk illustration, hvor en præstelignende skikkelse stiger ned af et ufo-lignende fartøj – for fødderne af denne præste-alien står to doberman-hunde og holder vagt.

Det er sikkert fra ikonografier som disse, at kritikerne fik den idé, at Blue Öyster Cult var fascister. For alle disse power-symboler, al denne demonstration af kraft og magt, var de venstreorienterede smagsdommere inderligt imod.

Det skal lige nævnes, at Blue Öyster Cult næppe er det bedste sted at lede, hvis man er nazijæger. Sangeren og guitaristen Eric Bloom er jøde. Det samme er/var Sandy Pearlman og Richard Meltzer.

Var det her, Rob Halford fik idéen?

LÆDER OG HARLEY-DAVIDSON

Der findes stadig et band, som turnerer under navnet Blue Öyster Cult. Guitaristen og sangeren Buck Dharma (alias Donald Roeser) er med endnu. Det samme er gruppens eneste rigtig karismatiske medlem, sangeren og den såkaldte stun guitarist Eric Bloom. De to er som nat og dag.

I Blue Öyster Cults storhedstid var den ene klædt i hvidt, den anden i sort. De var begge modelleret efter Sandy Pearlmans vision. Buck Dharma var den eneste, der købte Pearlmans idé om at bruge kunstnernavne.

Buck Dharma, fyren i det hvide jakkesæt, så unægtelig blød ud i forhold til den biker-agtige Bloom. Buck Dharma var en slags John Lennon. Eller Jerry Garcia (Grateful Dead). I hvert fald sladrede hans kunstnernavn, Buck Dharma, om, at han spillede rollen som en slags guru. Dharma er et spirituelt begreb inden for hinduisme og buddhisme (slå det op!).

Det var da også Buck Dharma, som skrev og sang Blue Öyster Cults to største hits, ”(Don’t Fear) The Reaper” og ”Burnin’ For You”. Han skrev for resten også deres allerhårdeste nummer, ”Godzilla” (1977).

Men det var Eric Bloom, som var Blue Öyster Cults blikfang. Med sine Ian Hunter-agtige krøller, sit nittehalsbånd, læder-dress og de kølige aviator-solbriller lignede Bloom noget, som Pearlman havde hevet op fra New Yorks rockundergrund. En åndsbror til Lou Reed måske?

Pearlman trak Bloom med ind i en bøsse-shop, hvor han blev ekviperet – stil: læder fra top til tå. Det var flere år før, Rob Halford troppede op i læder. Eric Bloom slæbte sågar en Harley-Davidson med på scenen – og det er ikke usandsynligt, at det var fra Bloom, at Rob Halford fik idéen til at forvandle sig til læderklædt Harley-rytter live.

Meget sigende udkom Blue Öyster Cults ”The Golden Age Of Leather” (1977) året før Judas Priests ”Hellbent For Leather” (1978).

Blue Oyster Cult sætter byer i brand med rock and roll.

OPFANDT PEARLMAN HEAVY METAL?

Artiklen her er bare et kort stormløb gennem Blue Öyster Cults bagkatalog. Tematisk kradser den kun lidt i overfladen. For Blue Öyster Cults univers er dybt. Formentlig det dybeste inden for heavy metal nogensinde. Noget tyder da også på, at medlemmerne af Blue Öyster Cult ikke selv altid har vidst, hvor dybt Sandy Pearlmans vision stak.

Historien om Den Blå Østerskult blev først fortalt i nogenlunde meningsgivende sammenhæng på konceptalbummet ”Imaginos” (1988). Den stammer fra en uudgivet tekstsamling med titlen ”The Soft Doctrines Of Imaginos”. Forfatter: Sandy Pearlman.

Indtil da fik vi kun Imaginos-plottet i brudstykker, side om side med andre sange, fyldt med gotiske scenarier, sci-fi og sword and sorcery – ”Black Blade” (1980) er fx en sang om det berygtede sværd Stormbringer, som bl.a. Deep Purple har sunget om. Stormbringer tilhører Elric af Melniboné, en sagnskikkelse skabt af forfatteren Michael Moorcock.

Moorcock er fantasy-genrens anarkistiske svar på J.R.R. Tolkien. Moorcock er en af mange, som har leveret lyrik til Blue Öyster Cult. Tænk på Pearlman, Richard Meltzer, Patti Smith, Helen ”Wheels” Robbins, Murray Krugman, Ian Hunter osv.

Rifferama-læsere vil sikkert studse over, at jeg forbinder Blue Öyster Cult med begrebet heavy metal. Kald deres musik, hvad I vil. Men Sandy Pearlman kaldte Blue Öyster Cults musik for heavy metal.

Pearlman gik endda så vidt som til at påstå, at det var HAM, der havde opfundet begrebet heavy metal. Det kneb lidt med bevisførelsen, men ikke desto mindre var Blue Öyster Cult blandt de første bands, som brugte begrebet heavy metal i deres tekster.

Den ultimative sang om heavy metal finder man for resten på ”Fire Of Unknown Origin”. Den hedder ”Heavy Metal (The Black And Silver)”. Insidere fortæller, at Pearlman skrev teksten til sangen i al hast. Ved at klaske kapiteloverskrifter fra Adrian Berrys roman ”The Iron Sun: Crossing The Universe Through Black Holes” (1977) sammen i en kollage.

Det kunne let være endt med at blive en lyrisk klatkage, men Pearlman vidste, hvad han lavede: en mystisk tekst, hvor heavy metal kobles sammen med kaos, lovløshed og frihed. Sådan!  <13>

ACHTUNG! Sandy Pearlman døde, mens jeg skrev på denne artikel. Samuel Clarke Pearlman 1943-2016 R.I.P.

DEN KLASSISKE LINE-UP: Buck Dharma (guitar, vokal), Eric Bloom (guitar, vokal), Allen Lanier (keyboards, guitar, bas, vokal), Albert Bouchard (trommer, vokal), Joe Bouchard (bas, vokal). Allen Lanier døde i 2013. R.I.P.

KILDER:

Diverse oplysninger fra Martin Popoffs ”Blue Öyster Cult: Secrets Revealed!” (2009) scoret i løs vægt på internettet, hvor jeg også har plyndret:

Wikipedia

Hot Rails To Hull

Blue Öyster Cult Resöurces

The Reinvigorated Programmer

TeamRock

The Quietus

Blue Öyster Cults hjemmeside

Mayonoise

+ bjerge af info, jeg ikke orker at spore tilbage til gerningsmanden m/k; mea maxima culpa!

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama