Sider

onsdag den 29. juni 2016

På gravens rand

Man har altid kunnet fornemme dødens kulde i Black Sabbaths knogler.
Ozzy messer tilpas utilpasset på ”The End” – en cd, der rummer otte hidtil uudgivne skæringer med Black Sabbath. En cd, der er trykt i begrænset oplag, og som kun sælges til fans, der oplever Black Sabbath på deres afskedsturné.

Rifferama scorede et eksemplar af cd’en på Copenhell og rapporterer:

De kalder ham Iron Man. Med rette. For Tony Iommi er lavet af hårdt stof. End ikke cancer kunne gøre kål på Black Sabbath-guitaristens evne til at ryste riffs ud af ærmet. I knap fem dekader har Iommi været leverandør af bona fide heavy rock. Nul knæfald for trends. ”Bare” knusende doom-tyngde, mejslet ud i majestætiske riffs.

”The End” demonstrerer, at comeback-albummet ”13” (2013) ikke var et lykketræf. For ”The End” rummer fire nye numre, der alle bærer riffmeisterens kvalitetsstempel.

Mest imponerende er det, at de fire ”nye”, indtil uudgivne studie-tracks stammer fra samme sessions som ”God Is Dead?” og de øvre skæringer på ”13”. Black Sabbath havde for alvor en kreativ raptus der i 2012-13.

”The End” rummer fire studie-tracks og fire live-tracks. Her er en hurtig gennemgang:

”Isolated Man” er en typisk Black Sabbath-sang om fremmedgørelse og selvvalgt ensomhed, en slags lillebror til ”Loner” fra ”13”. ”Cry All Night” virker dybere og indkredser lidelsen ved livet og kærligheden. ”The path of life leads to the grave.” Her giver døden livet en krammer.

13 er et symbolsk tal. På Copenhell kunne man se Geezer Butler spille på en bas, der var dekoreret med 13-tallet. Bl.a. døden forbindes med 13, og Black Sabbaths optagethed af døden stikker sit fjæs frem på ”Take Me Home”, der indledes med ordene: ”Take these bones / My spirit doesn’t need them any longer …”

Åbningsnummeret ”Season Of The Dead” er ingen ny ”War Pigs” (1970) – sådan kvalitetsmæssigt. Men det er samme tema, der spøger. Den meningsløse krig, som magthaverne kommanderer ubefæstede sjæle ud i. Geezer Butlers tekst hentyder til ”Johannes’ Åbenbaring”, når Ozzy messer: ”Mystic forces on pale horses ride / Bearing hunger, plague and genocide / Senators of state with their prophets of hate …” Der er okkulte, dæmoniske kræfter på spil i det store krigsspil.

Der er flere ting, der forbinder ”The End” med Black Sabbaths begyndelse. Cirklen sluttes således på skæringen ”Cry All Night”. Nummeret rundes nemlig af med en sampling af tordenbraget og regnskyllet, der indledte det, der stadig her 46 år senere er et af heavy rockens mest dystre numre: ”Black Sabbath”.

Og så er vi ved essensen af Black Sabbath. For hvad er det, de kan? De kan være det heavieste band på kloden. Fair nok, der er bands, som spiller vildere og mere aggressivt. Men der er ingen, der spiller H-E-A-V-I-E-R!

Black Sabbath er så HEAVY uden at bruge billige tricks som blastbeats eller growl. De spiller dommedagsdyster, mørk og forvrænget heavy rock. Som er pisseiørefaldende – uden at være poppet. Det er en slags ekstremt metal med bred lytterappel. Hvor mange bands har vi af den støbning? Jeg tror, Rifferama-læseren kender svaret.

Selvom de fire nye numre på ”The End” holder sig inden for rammerne af det tonesprog, som Black Sabbath byggede op i løbet af deres første seks albums (1970-1975), så lyder de vedkommende og tidssvarende.

”The End” er ikke gammelmands-rock. Unge mennesker kan også spejle sig i disse sange – det er trods alt de unge, som magthaverne sender i krig.

”The End” er ikke bare foder til endnu et nostalgi-trip. Jeg vil personligt gide høre cd’en igen om 10-20 år. I modsætning til ”Psycho Man” og ”Selling My Soul”, de to studienumre på ”Reunion” (1998), som jeg kun har genhørt af pligt, siden jeg anmeldte albummet ved udgivelsen.

Nej, ”The End” er intet mesterværk. Men den er markant bedre end det, som Black Sabbath præsterede i deres reunion-dage i slut-90’erne.

Det eneste, jeg savner, er den originale trommeslager Bill Ward. Alt godt om Ward-epigonerne Brad Wilk (som kan høres på studie-indspilningerne) og Tommy Clufetos (som kan høres på live-indspilningerne), men rigtig protometal-jazzet bliver det aldrig.

Ozzy snakke-synger på ”The End”. Han kvæder ikke manisk som på ”Sabbath Bloody Sabbath” (1973), men han messer alligevel så tilpas utilpasset, at det lyder troværdigt.

Der er ikke brugt mange kræfter på at få Ozzy til at lyde som Pavarotti på de fire live-tracks, som ”The End” inkluderer som en slags bonus: ”God Is Dead?”, ”Under The Sun”, ”End Of The Beginning” og ”Age Of Reason”. Det her er den ægte vare, lyden af et band, som står på gravens rand.

Black Sabbath har aldrig været et sprælsk band. Man har altid kunnet fornemme dødens kulde i deres knogler.

Uanset hvad skumlere og kynikere måtte mene, så slutter Black Sabbath, mens legen er god. Godt nok er de alderstegne herrer mærket af sygdom og et rockstjerne-liv med store mængder af sprut og stoffer. Men her i deres afskedsstund har de stadig vitaliteten i behold. Den vitalitet, der skal til for at spille Dødens metal.  <13>


Fra venstre: Geezer Butler, Ozzy Osbourne, Tony Iommi.
[Her genoptrykker jeg lige mit Rifferama-indtryk af Black Sabbaths koncert på Copenhell, lørdag den 25. juni.]

SNART STÅR TRONEN TOM

Shit! Jeg er smadret. Fysisk og følelsesmæssigt læderet. Tre fantastiske dage på Copenhell blev afrundet med Black Sabbath.

Black Sabbath har været de største i min musikverden siden 1978. Og nu er det altså slut. Koncerten blev det danske farvel til disse metalgiganter.

Og så sidder jeg her dagen efter med en sær fornemmelse.

Black Sabbath åbnede med en dunderdyster version af ”Black Sabbath”, og allerede fra de første toner, gjorde Iommi & Co. alle konkurrenterne til skamme. Der er ingen over eller ved siden af Black Sabbath, når de har en god aften. Og det havde de på Copenhell.

Koncerten var så overlegen, at det føltes som om, at det ikke var Black Sabbath, men alle de andre bands, der blev begravet i løbet af den halvanden time, Ozzy, Geezer, Iommi og session-trommeslageren Clufetos spillede ”Fairies Wear Boots”, ”After Forever”, ”Into The Void”, ”Snowblind”, ”War Pigs”, ”Behind The Wall Of Sleep”, ”N.I.B.”, ”Rat Salad”, ”Iron Man”, ”Dirty Women”, ”Children Of The Grave” og ekstranummeret ”Paranoid”.

Læg mærke til symbolikken: 13 sange. Det trettende bogstav i alfabetet er M. M for Mortis. Døden.

Snart stiger Black Sabbath af tronen endegyldigt. Ingen andre kommer nogensinde til at placere sig i det højsæde. Sede vacante.  <13>



FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar