Han gav fanden i Satan

Quorthon, som han så ud i 1996.

Bathory lagde grunden til både black metal og viking metal. Gruppens mastermind, Quorthon, var en ener, som ikke kun kørte motorcykel, men også havde en vid kulturel horisont. 

Rifferama og Zeppelin Rock Bar fejrer, at det i år er 50 år siden, at Quorthon blev født.

Interview: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 4, 1996). Intro: april 2016.

Bathory. Et af de mest centrale bands i ekstremmetallens historie. Ikke bare i nordisk eller europæisk sammenhæng, men globalt. Bathorys mastermind tog kunstnernavnet Quorthon. Til dagligt blev han kaldt Ace (ja, han var Kiss-fan!), men på dåbsattesten lød han navnet Tomas Forsberg.

Quorthon havde et sjældent talent. Et talent af den slags, som de færreste anerkender, men som beslægtede kunstnertyper hylder. Bathorys bagmand var en musikalsk outlaw, som hellere ville skabe trends end følge trends.

Quorthon tog tråden op fra Venom og var således med til at lægge fundamentet til det, som i dag kaldes black metal. De tre første Bathory-albums, ”Bathory” (1984), ”The Return …” (1985) og ”Under The Sign Of The Black Mark” (1986), rejser sig som søjler i den sorte metals tempel.

Men her stopper historien om Bathory ikke. For med den mere heroisk thrashede ”Blood Fire Death” (1988) tog Quorthon hul på et helt nyt kapitel – ikke kun i Bathorys historie, men også i heavy metal-historien. Med ”Hammerheart” (1990) og ”Twilight Of The Gods” (1991) grundlagde Quorthon nemlig den såkaldte viking metal-stil, der kombinerer en bombastisk form for heavy metal med tekster, som kredser om temaer fra nordisk hedendom.

Quorthon døde i 2004 af en hjertefejl. Hans død kom som et chok. Men Quorthons minde står tilbage som et pragteksempel på metalrockens udødelighed. Det er umuligt at gøre Bathorys betydning for den hårde rock op. Lad mig her bare give tre eksempler:

Marduk har udgivet en trilogi af albums, som er bygget op omkring de tre ”elementer” i ”Blood Fire Death”. Forfatterne Ika Johannesson og Jon Jefferson Klingbergs værk om svensk heavy metal bærer titlen ”Blod Eld Död” (Alfabeta 2011). I 2010 hyldede Watain Quorthon med et Bathory-sæt på Sweden Rock Festival – koncerten kan høres på albummet ”Tonight We Raise Our Cups And Toast In Angels Blood: A Tribute To Bathory” (2015).

Som bonus kan nævnes, at bandnavnet Heaven Shall Burn er løftet fra en tekst på Bathorys ”Blood Fire Death”-album. Men listen over Bathorys effekt på metallen når herfra og til Kingdom Come.

Nedenstående interview lavede jeg med Quorthon i 1996, hvor han – endelig! – udsendte det ellers skinlagte album ”Blood On Ice”. Interviewet giver et meget godt indtryk af en ener i heavy metal. Quorthon var en belæst mand, som ikke kun kørte på motorcykel, men som også havde en vid kulturel horisont. Og akkurat som det er tilfældet med Venom, var hans kærlighed til den black metal-scene, som han oprindelig stod fadder til, ikke ubetinget.

Quorthon i hans black metal-epoke.

SATAN – ET PRODUKT AF KRISTENDOMMEN

”Når man siger black metal i dag [i 1996, red.], tænker man på sminkede fyre, der skærer i sig selv og brænder kirker ned og myrder homoseksuelle. For tolv år siden var black metal noget helt andet; det var alt fra interesse for hekse til okkultisme og trolddom, livets mørke sider og en eller anden alternativ horror-verden. I dag forbinder alle desværre black metal med en flok fæhoveder, der dyrker satanisme,” forklarer Quorthon, da NRG får ham i røret på en kølig majaften.

Det er tydeligt, at den gamle black metal-veteran – ahem – giver fanden i Satan og black metal.

Om sin åndelige vækkelse, om bevæggrundene til, at han på ”Hammerheart” og ”Twilight Of The Gods” som den første metalmusiker nogensinde begyndte at beskæftige sig seriøst med germansk mytologi, forklarer han:

”Det, der skete, var, at jeg kom til den konklusion, at Satan og satanisme var et produkt af kristendommen. Så jeg satte mig for at finde en anden måde at angribe kristendommen på, for selvom jeg ikke er satanist, er jeg stadig antikristen. Så jeg søgte efter et tidspunkt i historien, før kristendommen ødelagde alle værdier, før kristendommen blev et diktatur. Og det var helt naturligt at havne i Skandinavien, før det blev kristnet.” 

”Jeg gjorde det ikke for at sige: ’Jeg er fra Skandinavien, jeg er bedre end alle I andre,’ eller for at være racist eller sådan noget. Og jeg forsøgte ikke at være historisk korrekt, for det ville kede folk, hvis vi gik for meget i detaljer. Så det var sådan, at hele vikinge-tingen begyndte.”

Quorthon hævder i dag, at han aldrig har ”troet på guder, dæmoner, djævle eller sådan noget. Jeg tog det altid som fantasi, som inspiration til tekster.”

Ellers henter Quorthon inspiration i litteraturen. Han påstår, at han spenderer omkring 3-4.000 svenske kronor på bøger om måneden!

”Jeg foretrækker biografier og bøger om historiske og geopolitiske emner og selvfølgelig bøger om enhver tænkelig krig.”

Quorthon som ung.

KLASSISK MUSIK

På Bathorys ”vikingeplader” kan man høre inspiration fra Manowar, men også fra Ludwig van Beethovens symfonier og Richard Wagners operaer. Quorthons fascination af klassisk musik udsprang af en forståelig irritation over åndsniveauet på datidens metalscene.

”I 1985-86 var det eneste, som fanzines og bands gik op i: hvem var sande satanister, hvilket band spillede hurtigst, hvem havde de største bomber og flest nitter på lædertøjet etc. Det var det eneste, som folk gik op i på det tidspunkt, og jeg blev bare så træt af det.” 

”Selvom jeg ikke lyttede til de andre bands som Destruction, Celtic Frost, Possessed, Slayer, Metallica og Venom, fik jeg brug for ny musikalsk inspiration, så jeg begyndte at høre klassisk i 1985 for at finde noget, der var helt anderledes. Det var musik, der ikke var bygget op med intro, vers, omkvæd, guitarsolo, omkvæd, afslutning. Og jeg holdt mig til klassisk musik helt til 1993. Mellem 1985 og 1993 lyttede jeg kun til klassisk musik. Jeg hørte kun forvrængede guitarer, når vi var i studiet for at indspille Bathory-sange,” ler Quorthon, som har et temmelig uortodokst syn på Beethoven og Wagner.

”Beethoven [1770-1827, red.] var den første heavy rocker i historien. Han var den første uafhængige kunstner. Alle komponister dengang komponerede for konger og biskopper og kirker, og de tjente meget, meget få penge på deres musik. Ind imellem fortalte deres arbejdsgivere dem, hvad de skulle skrive. Beethoven var den første nogensinde, der sagde: ’Jeg vil ikke skrive på bestilling, jeg vil skrive min egen musik, og jeg er skideligeglad med, hvad andre mener, og om jeg tjener penge på det.’ Han var ligeglad med hvilket tøj, han gik i, han lod sit hår gro, han ville spille højt, og han brød alle regler. Så jeg siger, at han var den første heavy metal-freak nogensinde. Og han var den første rebel, og det kan man vist også høre i hans musik.”

”Wagner [1813-83, red.] var den første altomfattende kunstner. I dag, når man taler om Kiss [tjek Bathorys cover version af Kiss’ ”Deuce” på ”Octagon” (1995), red.], tænker man på sminke, kostumer, bomber, lys og sceneshow. Sådan var Wagner også. Han ønskede at lave de bedste forestillinger nogensinde, og det skulle ikke kun være musik og sang, men også skuespil, noget for øjet. Litteratur, musik, mytologi, teater, alt!”

Coveret til "Blood On Ice".

ODINS ELEV

”Blood On Ice”, pladen, der skulle have indvarslet Bathorys episke periode, blev aldrig udsendt, fordi band og pladeselskab mente, at den var for stor en mundfuld for datidens metal-publikum. ”Blood On Ice” var ikke alene musikalsk langt mere kompleks end de første Bathory-plader – den var tilmed en konceptplade, hvor teksterne var spundet sammen i én lang historie.

”Blood On Ice” blev skrevet som saga i midt-80’erne og derefter transformeret til musik og sange omkring 1987-88. Den blev indspillet i februar 1988 og i juni 1989, og derefter lå den bare og flød indtil sidste sommer [1995, red.], hvor Quorthon på utallige fans’ opfordring fandt de gamle bånd frem igen og fik pladen pudset af og færdigindspillet.

Sagaen, som musikken er bygget op omkring, er stærkt inspireret af Conan Barbaren.

”Robert E. Howard [1906-36, red.] opfandt Conan, men han var inspireret af Mosebogen i Bibelen, den med det forældreløse barn, der vokser op,” forklarer Quorthon og hentyder naturligvis til Exodus (2. Mosebog), der handler om Moses, der bliver valgt af Gud til at befri det jødiske folk fra det egyptiske trællehus.

”Det samme sker i ”Blood On Ice”. Jeg stjal en masse fra nordisk mytologi og fra Richard Wagners verden, den germanske mytologi, og jeg opdigtede min egen mytologi, min egen historie om et barn, der overlever et angreb. Han bliver lært op af Odin, han får overdraget gudernes sværd, han rider på Odins hest, han får magisk kraft og kaster sit øje i visdommen sø, han rider til Hel for at finde udyret blablabla,” slutter den noget overstadige Quorthon, der ikke tager sin musikalske fortid særlig alvorligt. \m/

50-året for Quorthons fødsel fejres lørdag den 9. april på Zeppelin Rock Bar, CPH. Se begivenhed her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama