Sider

lørdag den 7. november 2015

Glamour-rockens bremsespor


Sleaze skal ikke forveksles med popmetal. Sleaze er den beskidte underside af glam. Udtværet mascara og højt hår er ingen hindring, men det vigtigste af alt er den snotnæsede attitude.

Guns N’ Roses er genrens absolutte mestre. Men nu er der godt nyt til fans af sleaze: Kickin Valentina.

Hvad angår maskulinitet og råstyrke, så bøjer Kickin Valentina 99% af nutidens ”ekstrem”-metal om til en bøllehat.

Guns N' Roses: Verdens farligste band.
Mine venner ved, at jeg inddrager deres ytringsfrihed, hvis de siger dumme ting om Dogs D’Amour. Jeg er nemlig fanboy, når det gælder sleaze rock fra slutfirserne.

I DK tåger folk rundt i den melodiske hårdrock fra 1980’erne. Whitesnake, Van Halen, Ratt, Cinderella, W.A.S.P., Kiss, White Lion, Def Leppard, Tesla, Dokken, Winger, Scorpions, Great White, Twisted Sister, Warrant, Vixen og Guns N’ Roses – det hele er bare ”glam” eller ”hair metal”.

BOLLOX!!!

Så ronkedoren her må vist lige svirpe med pegepinden og give en lektion. Ro i klassen!

Sleaze skal ikke forveksles med popmetal à la Bon Jovi eller Europes schlager ”The Final Countdown”. Sleaze er den beskidte underside af glam. Eller glamour-rockens bremsespor. Udtværet mascara og højt hår er ingen hindring, men det vigtigste af alt er den snotnæsede attitude.

De absolutte mestre i sleaze-genren er og bliver Guns N’ Roses (hvis du spørger mig, og det gør du jo, for det er derfor, du læser denne blog).

Da Gøbbers, som vi kaldte dem i Jylland, dukkede op på plademarkedet i 1986, var de viklet ind i bandanaer og hældt ned i stramtsiddende læder samt spidst og ikke specielt ortopædisk fodtøj. De var bad ass.

GN’R var det stik modsatte af det, som pudlerne i popmetal-kategorien stod for. Derfor kaldte Kerrang! dem for ”verdens farligste band”. Det skadede ikke, at deres logo var centreret omkring slaghætten på en patron, og at gruppens ”eget” pladeselskab hed Uzi Suicide.

GN’R solgte ikke harmløs underholdning. ”Ved du, hvor du er?” spurgte W. Axl Rose i GN’Rs måske kendteste sang. Svaret lød: ”du befinder dig i junglen, skatter.” I storbyens betonjungle, et hjerteløst morads med narko og død og knuste drømme. Og sådan var det i 1980’ernes sleaze rock.

Faster Pussycat, et af GN’Rs broderbands fra klubben The Cathouse i Hollywood, havde en sang, hvor de proklamerede, at denne her by har intet hjerte. Kongerne af rendestensromantik var Dogs D’Amour, og mangen et sleazy MTV-video var en visuel blitzkrieg af klistret sex, tatoveret hud og Jack Daniel’s lanceret som læskedrik.

GN’R tog deres udgangspunkt i grim og grum rock’n’roll. Det slemmeste fra The Rolling Stones, boostet op med dødelige doser The Stooges og New York Dolls og formet om til fængende sangskrivning, som betalte af på en anselig gæld til 1970’ernes Aerosmith og AC/DC. Ekkoet af Ramones og Sex Pistols kunne man også høre, hvis man rettede hørerøret mod GN’Rs ramponerede anlæg.

Dogs D'Amour: rendestens-romantikere.
GN’R VAR DOG langt fra de eneste, der fulgte denne opskrift. Hanoi Rocks og Smack (begge fra Finland!) havde brugt den før, og en veritabel horde af lignende bands fulgte med i slipstrømmen af den succes, som GN’R fik med albummet ”Appetite For Destruction” (1987).

Jeg nævner i flæng beslægtede bands: L.A. Guns, Faster Pussycat, Jetboy, Seahags, Vain, Rock City Angels, The Throbs, The Hangmen, Uncle Sam, Dangerous Toys, Cats In Boots, Princess Pang, Smashed Gladys, Electric Angels, The Royal Court Of China, Kill For Thrills, Roxx Gang fra USA. Fra Storbritannien: Dogs D’Amour, The Quireboys, Kill City Dragons, Soho Roses, Gunfire Dance, Tattooed Love Boys. 

Der skal selvfølgelig hugges en hæl og klippes en tå, når musik skal kategoriseres så snævert. Og der var mange grænsetilfælde. The Cult, Zodiac Mindwarp og de tidlige The Black Crowes havde stiltræk tilfælles med sleaze-grupperne. Og grænsen til såkaldt biker rock var flydende – her tænker jeg på bands som Circus Of Power, Junkyard, Little Caesar og de tidlige The Almighty.

Der sidder garanteret læsere derude, som mener, at mere glamourøse grupper som Mötley Crüe, Poison, Tuff, Pretty Boy Floyd, Enuff Z’Nuff, Bang Gang og Tigertailz hører med i pakken. Det sker sågar, at decideret heavy metal-navne som Skid Row slås i hartkorn med sleaze-grupperne. Skænderierne om disse subgenre-kategoriseringer er primært for folk, som har behov for stramt flueknep.

ANYWAY, SLEAZE FALDT i unåde i alternativernes og den falske metals modedilledekade (1990’erne). Især svenskerne (Backyard Babies, Hardcore Superstar, Crashdïet, Sister, Vains Of Jenna m.fl.) har siden da gjort tapre forsøg på at modernisere stilen. Men sleaze rockens gyldne tidsalder er forbi. Det har jeg lært at leve med.

Og dog sker det, at der dukker et band op, som kan få mig til at hente cowboystøvlerne op af kælderen. Kickin Valentina er et sådant band.

Atlanta-gruppens debutalbum hedder ”Super Atomic”. Den disker ikke op med noget nyt. Men den sparker røv. Det første ord i bandnavnet er trods alt Kickin.

Det er tydeligt, at Kickin Valentinas musik er så umoderne, at intet pladeselskab har haft behov for at pudse og polere på gruppens unoder. Det er råt. Beskidt. Flabet.

Sangen ”Super Atomic Poster Boy” er et opgør med dengsedrenge-udgaven af rocken. Her får designer-klunset og farmands checkhefte fingeren. Kickin Valentina er ægte rock’n’roll.

Sange som ”Wrong Way” har et dybt groove og et beat med smæk. Rytmesektionen (bassisten Chris Taylor og trommeslageren Jimmy Berdine) kører hårdt på i skæringer som ”On My Side” og ”Fist ’N’ Twist”.

Hvad angår maskulinitet og råstyrke, så bøjer Kickin Valentina 99% af nutidens ”ekstrem”-metal om til en bøllehat. Og de kan tilmed skrive sange. Sange, som jeg garanteret gider høre igen om ti-tyve år. ”Super Atomic” har en lang række stærke omkvæd. Omkvæd uden tyggegummi, men med masser af upper cut-kapow.

Kickin Valentina er så heldige at have en sanger (Joe Edwards), der lyder, som om han skipper wellness og i stedet gurgler hals i salpetersyre. Den røst må have kostet nogle smøger og noget Jack D. Læg dertil en lead guitarist (Heber Pampillon), der spiller shred med rock’n’roll-attitude.

”Super Atomic” er ikke lyden af noget, der har ligget og mugnet i en tidslomme. Albummet er frisk og vitalt og må ikke kun have appel til gamle skaldepander som yours tr00ly, men også til unge fans af rå, uforfalsket rock’n’roll. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar