Fandenskab – nu med humor

Ghosts tredje album rummer gedigen sangskrivning fra start til slut. Albummet er overstrøet med finulige arrangementer, musikalske pudseløjerligheder og intermezzoer, der udsender et ekko af blæret overskud.

Omslaget til "Meliora" er et pragtværk. Vinyl-udgaven indeholder foruden selve det labre
cover et 14-siders hefte med illustrationer til sangene. Plus skarpe bandfotos og et tekstark,
der er værd at nærlæse.

Fuck af! Sådan tænkte jeg, første gang jeg hørte og så Ghost. De sociale medier var begyndt at koge over med hype om det svenske band og deres ”Opus Eponymous” (2010). Jeg lyttede med et halvt øre og hørte noget, der klingede som King Diamond-stiløvelser.

Men det var lamt. Og så det image. Ghost førte sig frem med en sort pave og påstod, at de ville sprede propaganda om Satan.

Det var for stereotypt. For klichéfyldt. For Satan!

Jeg har i årenes løb hørt Satangejl nok. Lovsange til fanden fylder flere reolmeter hjemme hos mig. Så tak, men nej tak til Ghosts tilbud om at blive forført til fortabelse.

Der fulgte mange skænderier med den afvisning. Sådan er mit liv. Musik er noget, jeg hører. Og noget, jeg skændes om. Men jeg løb snart tør for ammunition i mine orddueller om Ghosts, ahem, velsignelser. For som en duellant så inkvisitorisk spurgte mig: er det ikke netop GODE SANGE, du savner i nutidens hårde rock? Jow da.

På Copenhell (læs Rifferama-rapport her) skyllede jeg mine sidste forbehold for Ghost ned med lunkent fadøl. For de gode sange er her jo i rigelige mængder. Og det der image, ja, det skal man nok betragte fra en helt anden vinkel end den fra det brændende Holmenkollen Kapell.

Der er en ironisk distance hos Ghost, lige fra deres masker og kostumer til deres tonesprog. Den slags er en skammelig sjældenhed i heavy rocken. I skrivende stund kan jeg dog komme på en befriende undtagelse: Blue Öyster Cult.

Bid lige mærke i det bandnavn. For som Kim Bendix Petersen så rigtigt har pointeret: Ghost lyder ikke som King Diamond. De lyder som … Blue Öyster Cult.

For akkurat som det var tilfældet med BÖC i deres storhedstid, er Ghost heavy rock med høj IQ. Eric Bloom & Co. havde et intellektuelt overblik, som intimiderede de heavy-hadende anmeldere og gjorde det svært at beskylde dem for at lave musik, hvor de ”tomme tønder buldrer mest.”

Trods det indimellem voldsomme symbolsprog (skikkelser i KKK-agtige kutter på indersiden af coveret til ”On Your Feet Or On Your Knees”) var BÖCs heavy rock altid underligt underspillet.

Sådan er det også med Ghost. Ligesom BÖC økonomiserer Ghost med det metalliske, med slagkraften. Der excelleres aldrig i bulder og brag. Det giver sangene mulighed for at ånde. Det giver melodierne mulighed for at folde sig ud. Og det giver musikken en dynamik, som oftest er fraværende i såkaldt ekstremmetal.

At spille Ghosts nuancerede form for heavy rock kræver, at der ikke rystes på stilsikkerhedens hånd.

Og han er en stor stilist, ham der den hemmelige Ghost-sanger, som vi godt ved, hvem er. På Copenhell demonstrerede han, at han formår at efterligne de katolske pavers gestik og diktion. Hele konceptet omkring Ghost er én stor parodi – ikke kun på pavestolen, men også på black metal.

Jeg fornemmer, at der er folk fra begge lejre, som finder det blasfemisk. Og dét er måske i virkeligheden det allersjoveste ved Ghost. For som det var tilfældet med BÖC, er Ghost et heavy-band med humor.

Læs interessant interview med Papa
Emeritus III i det nyeste nummer af
Metalized (nr. 99).

Ghost er velbevandret i genrerne. For selvfølgelig er det letkøbt at sammenligne Ghost med BÖC. Der er meget mere hos Papa Emeritus III og hans Nameless Ghouls end BÖC-elementer. Kirkemusik fusioneres med højkvalitets-pop (Beach Boys, ABBA m.fl.). Der høres lidt doom-stemning her, lidt skurrende The Doors-orgel der. ”Cirice” er formentlig det tætteste, verden nogensinde kommer på ”Simon & Garfunkel synger Slayer.”

Men ”Meliora” lyder ikke bare som et plyndringstogt gennem musikhistoriens basar. Albummet rummer gedigen sangskrivning fra start til slut. Albummet er overstrøet med finulige arrangementer, musikalske pudseløjerligheder og intermezzoer som ”Devil Church” og ”Spöksonat”, der udsender et ekko af blæret overskud.

”Meliora” er måske ikke så hitorienteret som det foregående album, ”Infestissumam” (2013). Eller som ep’en ”If You Have Ghost” (2013). Men helhedsindtrykket er bedre. Det nye album virker solidere. Og heavier. ”From The Pinnacle To The Pit” er forrygende – også tekstmæssigt. For Papa E er en begavet rad, som kan sit pensum af mytologisk og teologisk fandenskab.

Alt fedt er skåret væk fra ”Meliora”. Der er ikke ét eneste taktslag overflødighed på albummet. Uanset, hvor jeg sætter pick-uppen ned i pladens riller, vælder den gode musik ud af højttalerne.

Er det så Årets Album? Vi får se. Personligt tror jeg, at årets højdepunkt udkommer den 2. oktober. Og i modsætning til de fleste favoritter på min årsliste (Marduk, Tribulation, Enforcer, Watains Bathory-tribut, Ghost etc.) taler vi her om et amerikansk band. Som dog benytter sig af en svensk trommeslager … \m/

DISCLAIMER: Dette er en Rifferama-anmeldelse. Metalizeds officielle anmeldelse findes i magasinets nummer 99.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama