Masser af blod,
røgbomber, ildpustning, kranier, sværd, skjolde, økser, daggerter, kæder,
forhamre og ambolte. Jo, Nasty Savage var et syn for afguder i 1984. Og så
delte de disco-plader ud til deres fans. Pladerne skulle dog ikke spilles. De
skulle smadres!
Børn af Arthur og Alice m.fl. |
Før Death blev dannet. Og før der gik Morrisound-industri i
Floridas metalscenes, var Nasty Savage det vildeste vilde, der kom fra den
amerikanske sydstat.
Nasty Savage var cirka så ekstreme, som metal kunne være i
1984. I bagklogskabens lys er de svære at sætte i bås. For de passede (vurderet
ud fra min hørelse) ikke rigtig ind i de der åndssvage subgenrer, som vi
metalhoveder partout vil begrænse vores musikforståelse med.
Nasty Savage var vel en slags præ-thrash. På den anden side
var de også en forløber for det, vi nu om dage kalder power metal. Og så var
der noget underligt forvredent og disharmonisk over visse dele af deres
sangskrivning, som normalt hører hjemme i afdelingen for åh så progressivt
metal.
Anyway, Nasty Savage var ekstreme. Og fulde af
skandaleoprør. Ledet af sangeren ”Nasty” Ronnie Galetti var Nasty Savage børn
af chokrockere som Screaming Lord Sutch, Arthur Brown, Alice Cooper, Kiss, The
Tubes, Venom … og vel også Mercyful Fate.
I foråret 1984 var jeg heldig at modtage ”Wage Of Mayhem”,
som Nasty Ronnie & Co.’s debutdemo hed. Glosen ”mayhem” var et kodeord i
heavy metal i den epoke. Det betød noget i retning af legemsbeskadigelse eller
lemlæstelse. Og det var – billedlig talt – hvad heavy metal gik ud på i 1984:
sonisk vold.
Krigsmetaforerne var på mode: man talte om, at et nummer
kunne være en ”killer” eller ”OTT”. Sidstnævnte var en forkortelse af ”over the
top”, et begreb, som Motörhead havde populariseret, og som beskrev den modige
manøvre, som soldater måtte udføre, når de sprang op af skyttegravene for at
angribe fjenden – uden at vide, hvad der ventede dem på den anden side af
jordvolden.
Nasty Savage bakkede den voldelige indstilling op visuelt.
Så rigeligt. Der fulgte en håndfuld fotos med demoet. På et af dem stod bandet
ved en slags alter dekoreret med kranier, kæder og andre rekvisitter med den
rette signalværdi.
Nasty Ronnie sminkede sig med Hellhammer-agtige mængder
eyeliner, ja, han optrådte sågar med noget, der på et foto lignede en
metalmaske som dem, gladiatorer skræmte hinanden med i de romerske arenaer i
oldtiden.
Alene det image burde have været nok til at bane vejen på
min playlist i Hot Rockin’ Vol. III (april 1984), hvor jeg skrev nedenstående
om Nasty Savage. Vær opmærksom på, at man på 1984’s metalscene brugte genrebetegnelser
som power metal, black metal og hardcore i andre betydninger, end man gør i dag.
Desuden var ”wimp” metalgenrens værste skældsord – fik man hæftet det på sig,
var man socialt død …
CHOK, RÆDSEL, DØD,
DOMMEDAG OG ØDELÆGGELSE
Nasty Savage er det heavieste band fra Florida og et af de
bands på vor dødsdømte planet, som er mest OTT.
Et gig med Nasty Savage er ”a night of pure Shock, Horror,
Death, Doom and Destruction!!!” Og et enkelt blik på denne artikels fotos giver
det indtryk, at der er noget om snakken. Nasty Savage er absolut ikke for det
veletablerede borgerskab og, hvad det vesteuropæiske samfund ellers måtte være
udstyret med af wimps … Nasty Savage er hentet direkte fra den gamle
storhedstids gravpladser.
Nasty Savages nuværende besætning (Fred ”Slammer”
Dregischan, bas; Curtis ”Shark” Beeson, trommer; ”Glitter” Dave Austin, guitar;
Ben Meyer, guitar; ”Nasty” Ronnie Galetti, vokal) har holdt sammen siden januar
1983.
Bandet ”skriver” deres numre kollektivt, og hvad de får ud
af det, kan høres på deres debutdemo, ”Wage Of Mayhem”, som er black metal, så
det forslår.
”Unchained Angel” er et midtempo-nummer med en længere
guitarduel, som afslører, at guitaristernes tekniske formåen ikke er
revolutionerende – men det lyder nu ganske godt trods det. Nasty Ronnie stemme egner
sig fortrinligt til stilen; ordene ligger godt i hans mund, og hans ”sang” er
lidt speciel, idet der er passager, hvor han snakker mere, end han synger. Det
største plus ved Nasty Savage synes at være rytmesektionen, som bygger en
massiv lydmur op.
Der er lidt mere klem på ”Savage Desire” – et nummer, som
viser, at bandet er villig til at eksperimentere med temposkift o.lign. Nok
demobåndets stærkeste track.
”Witches Sabbath” har en meget stemningsfuld start med
akustisk guitar. I det hele taget et meget okkult nummer, inspireret af genrens
konger: Mercyful Fate. Koret med linjen: ”Black masses of the witches sabbath”
er King Diamond op ad dage. Det luner, at det amerikansk band ”kopierer” et
dansk.
”XXX” er i power metal-stil og leveres med et meget
imponerende stortrommespil. Der er så meget knald på dette nummer, at selv
Slayer må føle sig truet. Nummeret indeholder i øvrigt en meget besynderlig
guitar(dis)harmoni.
For folk, som kan li’ H-E-A-V-Y metal, og som er på den
okkulte side, er Nasty Savage bare sagen, mens knap så hardcore’ede bangers’
begejstring nok vil være lidt mere afdæmpet – wimps vil naturligvis H-A-D-E
dem!
Nasty Savage har været support for bl.a. Argus og ”the
mighty” Savatage. Brandon-bandet har også spillet ved The Florida State Fair
for et publikum på 700 Nasty Freaks, som ”thrashed the fair grounds” – gruppen
regner ikke med at kunne gentage succesen, da deres show var lidt for meget for
messens øvrige (læs: pænere) publikum.
I Nasty Savages show indgår fx masser af blod, røgbomber,
ildpustning, kranier, sværd, skjolde, økser, daggerter, kæder, forhamre og
ambolte, og oven i det hele kommer så The Ultimate Heavy Metal Gimmick:
uddeling af disco-plader til almindelig destruktion.
Bandets fans er i øvrigt nogle ukristelige sjæle, som har
for vane at vende op og ned på spillestederne, så der er efterhånden ikke
mange, som frivilligt lukker Nasty Savage inden døre i Brandon.
Derfor er bandet i gang med at udvide sit territorium til
det øvrige Florida, og de håber på både turné og pladeudgivelse i Europa. Men
det, tror jeg, har lange udsigter …
Post Scriptum:
Jeg tog fejl. Allerede året efter, i 1985, udkom Nasty Savages debutalbum på
selveste Metal Blade Records. Siden da blev det til tre studiealbums, et
livealbum og en ep. Det meste af dette mateteriale er kult for folk, som ikke
er slaver af trends. \m/
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar