Der var engang, hvor kvinder i hård rock
ikke var ensbetydende med operatte-kvidder og store, brusende brudekjoler. Der var
engang, hvor metal-kvinder var skjoldmøer. Læderklædte, bitchede rivkatte.
En af dem var mindst ligeså meget witch
som bitch. Ann Boleyn kaldte hun sig. Og hun sang i L.A.-bandet Hellion, som i
1984 så ud til at blive et af de helt store navne i international hårdrock.
Ann Boleyn i 2014. Ikke kun hendes stemme er intakt. |
Egentlig hed hun
Ann Hull. Men det navn var for tamt. Så Hellion-sangerinden nappede sit
kunstnernavn fra en af Henrik den 8.’s koner. Dronning Anne var smuk og et
begavet og musikalsk gemyt, som blev beskyldt for diverse festlige ting … bl.a.
for at være heks. Den slags beskyldninger var ikke noget, man blev gammel af i
1500-tallets England. Anne Boleyn blev da også halshugget i 1536.
Knap så galt er
det gået Ann Boleyn, den moderne metaldronning – eller The Queen of Hell, som
hun kaldes. I 1980’erne fik hun et vist ry. Ikke i mainstream-kredse, men
blandt metallens insidere. De få, de TRVE. Respekten fik Ann Boleyn ikke pga.
sin bryst-volumen, men pga. sin stemme-volumen. Ann var måske nok lille og spinkel
af statur, men hun var en STOR sangerinde. Karismatisk, mystisk – og hamrende
dygtig. Ikke for ingenting tog selveste Ronnie James Dio hende under sit
protektorat.
Historien om Ann
Boleyn demonstrerer, at heavy rocken ikke var fuldstændig hjernedød, før den
kreative klasse og hipster-segmentet overtog ejerskabet af metallen. Ann havde
hjerne, akkurat ligesom sin navnesøster fra 1500-tallet. Det har hun stadig. For
Ann Boleyn er still going strong. Og det er Hellion også – i det forgangne år
udsendte gruppen en ep med den sigende titel ”Karma’s A Bitch”.
Med sig på den nye ep har Ann Boleyn trommeslageren Simon Wright (ex-AC/DC m.fl.), bassisten Bjorn Englen (ex-Malmsteen m.fl.), guitaristen Maxxxwell Carlisle (ex-Deathriders m.fl.) og tangentspilleren Scott Warren (ex-Dio m.fl.).
Med sig på den nye ep har Ann Boleyn trommeslageren Simon Wright (ex-AC/DC m.fl.), bassisten Bjorn Englen (ex-Malmsteen m.fl.), guitaristen Maxxxwell Carlisle (ex-Deathriders m.fl.) og tangentspilleren Scott Warren (ex-Dio m.fl.).
”Karma’s A Bitch” holder
Hellions 1980’er-standard. I Metalized nr. 94 (oktober/november 2014) gav Stephen
”Rocky” Skriver i sin anmeldelse ”Karma’s A Bitch” 8 ud af 10. Rocky kaldte ep’en
et ”overbevisende heavy metal comeback,” og han konstaterede, at Anns stemme er
intakt ”og stærkere end nogensinde.”
Historien om Ann
Boleyn er et dementi af den fortærskede, marxistiske fordom om, at heavy rocken
er kvindeundertrykkende. Ann Boleyn var en af de kvinder, der ikke ville nøjes
med at sidde på bagsædet. Hun var fuld af initiativ. Igangsætter. Iværksætter.
Ann var ledertypen: bandboss i Hellion, grundlægger af og chef på New Renaissance
Records – et pladeselskab, der udgav vilde bands som Bathory og Sepultura på
det amerikanske marked.
Det påstås også,
at det var Ann Boleyn, som opfandt begrebet speed metal. Ann havde nemlig et radioshow,
kaldet Speed Metal Hell, på stationen KROQ-FM. Og ”Speed Metal Hell” var også
titlen på den serie af kompilationer, som Ann Boleyn udgav på New Renaissance
Records – plader, hvor bl.a. Artillery og Whiplash debuterede på vinyl.
I det nye nummer
af Sweden Rock Magazine kan man læse Ann Boleyns historie. Ann Boleyns liv er
dramatik for fuld skrue. Og den handler IKKE om, hvor meget sex, hun har haft.
Den handler om kunst. Den kunst, som vi kalder heavy rock eller metal.
Ann Boleyn mødte
Ronnie James Dio allerede i 1974. Siden hen forsøgte Kim Fowley (en af rockens
mest skrupelløse og manipulerende managere, sangskrivere og stilskabere) at slå
kloen i hende – men Ann spreder ikke ben for skiderikker, så hun sagde ”tak,
men nej tak” til at blive medlem af Venus and the Razorblades (i andre
versioner af historien var det i The Runaways, Ann fik tilbudt en rolle).
Ann Boleyn var
en ferm keyboardspiller og var tæt på at blive rekrutteret af selveste Rainbow.
Dernæst fulgte den vilde saga om Anns band Hellion. Et band, som fik deres
demoer produceret af en af datidens allerstørste stjerner, nemlig Ronnie James
Dio. Ja, Dios kone, Wendy, fungerede en overgang som manager for Hellion. Der var
kort sagt linet op til megasucces for Ann Boleyn og Hellion.
Hellion fik da
også hurtigt succes i England, de havnede på sjettepladsen på den britiske rock-hitliste. Men Murphys lov trådte i kraft for Ann & Co. i USA. Kiks og koks,
uheld og ulykker, dårlig timing og jalousi. Og så videre. Alt sammen
forhindrede det Hellion i at blive et af de metalbands fra Los Angeles, som
slog igennem i 1980’erne.
I sin
interviewartikel i Metalized nr. 91 (april/maj 2014) fortæller Stephen ”Rocky”
Skriver om forholdene for kvinder i metalbranchen i 1980’erne. I USA var
branchen træg og konservativ. Og Hellion løb ind i problemer. Og dumme fordomme
mod kvinder i hård rock. Ann Boleyn skærer det ud i pap:
”Vi havde o.k.
succes, men pladeselskaberne sagde ’Vi kan godt li’ jeres band, men I må godt
gøre det lidt mere kommercielt. Det er for hårdt metal med en kvinde som
forsanger. Kan I ikke gøre det lidt mere poprocket?’ Det var en stor
udfordring, for det ville vi ikke. Vi fik nok også opmærksomhed, fordi jeg var
forsanger i et heavy metal-band på den tid. Og tænk, mange spurgte, hvad mon
der skete, når en kvinde gik ud backstage med en flok mænd efter en
heavy-koncert. Haha.”
Hellion blev
aldrig så store, som de fortjente. Men albums som ”Screams In The Night” (1987)
og ”The Black Book” (1990) står tilbage som noget af det bedste, arketypiske heavy
metal fra dengang, Los Angeles var den hårde rocks metropol. Selv var jeg ikke
i tvivl om, at Hellion ville blive store, da de i 1983 udsendte deres debut-ep.
Sweden Rock
Magazines historie om Hellion fik mig til at blade i de gamle Hot
Rockin’-numre. I nr. 3 fra april 1984 kan man læse min anmeldelse af Hellions
legendariske debut-ep. Den lyder sådan her:
Ingen bøhmænd. Ingen kranier. Ingen dæmoner. Men musikken på Hellions debut-ep var ligeså ildfuld, som coverets flammeskrift lod ane. |
HELLION
”HELLION”
(Roadrunner/Music For Nations)
Hellion er et
Los Angeles-band, som helt sikkert er på vej frem – og ret atypisk er de ledet
af en kvinde: Ann Boleyn.
Musikalsk er
Hellion karakteristisk L.A.-metal: heavy, melodisk og stilfuldt, dog ingen af
delene i ekstrem grad. Teknisk er medlemmerne i top, og alligevel formår de at
bibeholde undergrunds-touch’et, selvom det nok er noget, de vil smide fra sig
med tiden.
Side 1 er
stærkest med numrene ”Break The Spell”, ”Don’t Take No” (med en overrumplende
drum-intro og en lang, fiks guitarsolo) og ”Backstabber”. Teksterne er
aggressive og fulde af selvstændighedskrav (hellion = problembarn) – og et
plaskvådt tungekys til Ann for en dejlig rå og kraftig vokal; hun er utvivlsomt
en af de bedste kvindelige heavy metal-vokalister.
Side 2’s ”Looking
For A Good Time” og ”Driving Hard” er mere jævne melodisk-metalrockere, hvorimod
den tungtrockende ”Up From The Depths” er et ace-track á la Dio.
Med mindre man
er rendyrket black metal-fanatiker skal denne vidunderlige plade ejes. \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar