Mere moderne, mindre mørk

Skæbnen havde smidt Dødens tarotkort, da Scorpions den 25. februar 1979 udsendte deres sjette studiealbum, ”Lovedrive”. Gruppen var i færd med at gennemgå en nervepirrende forandring.

35-års jubilæumsartikel: Peter Béliath (25. februar 2014)

Omslaget til "Lovedrive" var lavet af Hipgnosis og kørte i den for Scorpions så typiske sexistiske stil.

Guitar-troldmanden Uli Roth havde forladt gruppen. Han ønskede at syre ud i de kosmiske stjernetåger med sit eget band, Electric Sun. Så endnu engang befandt Scorpions sig i en knibe: en formidabel guitarist havde sagt ”tschüss.” Første gang var, da vidunderbarnet Michael Schenker lod sig lokke med over i UFO.

Efter Ulis afsked rekrutterede Scorpions en ukendt guitarist, Matthias Jabs. Jabs spillede habilt, men var ret karakterløs i forhold til sine to forgængere. Alligevel endte ”Lovedrive” med at blive et af Scorpions’ allerbedste albums nogensinde. Og det satte for alvor skub i den kurs mod hitlistetoppen, som Scorpions tog i 1980’erne med albums som ”Blackout” og ”Love At First Sting”.

”Lovedrive” var mere direkte metallisk end den hårdrock, Scorpions havde spillet tidligere i 1970’erne. ”Lovedrive” havde en skarpere kant, var lidt mere moderne, men også mindre mørk end ”Virgin Killer” (1976) og de andre fabelagtige albums, som Rudolf Schenker & Co. udsendte med den noget udsyrede leadguitarist Uli Roth.

På indspilnings-tidspunktet (1978) var Judas Priest i fuld gang med at revolutionere den hårde rock. Og man kan så småt høre, at Scorpions havde lyttet til Glenn Tipton & Co. Men måske sad Judas-præsterne også og hørte Scorpions i smug. I hvert fald eksperimenterede Scorpions med at kombinere metal med reggae et års tid, før Judas Priest gjorde det på ”British Steel” (1980). Hør selv ”Lovedrive”-skæringen ”Is There Anybody There?”.

Sangskriverparret Rudolf Schenker (rytmeguitar) og Klaus Meine (vokal) havde flikket otte glimrende sange sammen – ind imellem hjulpet af trommeslageren Herman Rarebells input. Alle skæringerne er vidt forskellige og dog typisk Scorpions. Voltmeteret gik lige fra pikrockeren ”Another Piece Of Meat” til den hjertegribende cigaretlighter-ballade ”Always Somewhere”.

Vildest var speed metal-fræseren ”I Can’t Get Enough”. Her leverede det tyske band ”rock ’n’ roll for speed kings,” som Klaus Meine sang med en friskfyrs-reference til Deep Purple.

Det hele blev leveret i Dieter Dierks produktion, som var så dyb og flerdimensionel, at man den dag i dag (hvor vi kan fejre albummets 35-års jubilæum) oplever det, som om man kan gå rundt inde i lydbilledet. Hvem sagde heavy rock i 3-D?

Gamle Scorpions-fans kunne tilmed glæde sig over et genhør med Michael Schenker. For egentlig var det meningen, at Mad Mickey igen skulle være Scorpions’ faste leadguitarist. Men … ja, vi kender historien: Michael Schenker begyndte en solokarriere, baseret på urimeligt mange op- og nedture plus en konsekvent svingdørs-politik med hensyn til bandmedlemmer.

Men på ”Lovedrive” tryller Michael Schenker på flere skæringer. Det er smertefuld fryd at nærlytte Schenkers soli på ”Another Piece Of Meat”.

På den måde fik Matthias Jabs en blidere start. Og med årene blev Jabs den guitarist, som de fleste identificerede Scorpions med. For trods al romantik var det ”Lovedrive”-besætningen (de allerede nævne Meine, R. Schenker, Rarebell, Jabs og bassisten Francis Buchholz), der slæbte det store læs af guld- og platin-plader hjem til Scorpions. Og dét eventyr startede altså med ”Lovedrive”. \m/

Uddrag af omslagets bagside. Mon den var gået i dag?

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama