En sabbat i totalt tonalt sort

Black Sabbaths spiller i Forum, København, tirsdag den 26. november. Samme dag udsendes albummet ”Live … Gathered In Their Masses”. I den anledning zoomer Rifferama ind på Black Sabbaths bagkatalog.

Diskografi: Peter Béliath (Publiceret i Zoo Magazine nr. 12, februar/marts 1998. Redigeret og àjourført november 2013)

Black Sabbath var alt andet end blomsterbørn i starten af 1970'erne. (Foto neglet fra Wikipedia)

De er blevet kaldt verdens første heavy metal-band og doom metal-genrens gudfædre. Og selvom AC/DC og Metallica har opnået større salgstal, har intet hårdrock-band nogensinde overgået Black Sabbath, hvad angår stilskabelse. Black Sabbaths indflydelse på den hårde rock har været monumental.

Nedenstående diskografi gennemgår de albums, som det originale Black Sabbath har udgivet. Altså: Ozzy Osbourne (vokal), Tony Iommi (guitar), Geezer Butler (bas) og Will Ward (trommer).

”BLACK SABBATH”

(Vertigo, 1970)

******

Lp’en, der definerede heavy metal. Alt, lige fra det sygeligt dystre omslag til den tunge, metalliske bluesrock i rillerne, fremmaner en fortættet stemning af død og undergang. Sange som ”Behind The Wall Of Sleep”, ”N.I.B.” og ikke mindst det hjertekrympende møde med djævlen i ”Black Sabbath” er selve essensen af sortsyn og dundrende rockdæmoni.

”PARANOID”

(Vertigo, 1970)

******

Om muligt endnu sortere end debuten. Uhyggen indvarsles allerede med luftværnssirene-introen til ”War Pigs”. Det op-speedede titelnummer blev ikke alene Sabbaths eneste singlehit, det var også forløber for speed og thrash metal. ”Iron Man” er bygget op omkring det ultimative heavy metal-riff, og titler som ”Hand Of Doom” og ”Electric Funeral” siger alt om bandets undergangsbevidsthed anno 1970. Lp’en skulle i øvrigt have heddet ”War Pigs”, men pladeselskabet mente, at den titel kunne virke anstødelig i USA, hvor man havde traumer over Vietnamkrigen. Titlen blev ændret i sidste øjeblik, og derfor prydes omslaget af den sværdsvingende sci-fi-kriger, der intet har med paranoia at gøre.

”MASTER OF REALITY”

(Vertigo, 1971)

******

Åbningsnummeret ”Sweet Leaf” er en hyldest til marihuana, og selvom pladens atmosfære er tyk af hashtåger, er den mere op-tempo og rock’n’rollet end forgængerne. ”Master Of Reality” er lp’en, som næsten alle stenerrock-bands (C.O.C., Kyuss, Monster Magnet etc.) nævner som favoritalbum, og Masters Of Reality tog ligefrem navn efter den! Skæringerne ”Children Of The Grave” og ”Into The Void” er selvskrevne til det gendannede Black Sabbaths sætliste. ”After Forever” er det ultimative white metal-nummer: ultradystert, men én lang apologi for Kristus!

”VOL. 4”

(Vertigo, 1972)

******

Mere depressiv rock’n’roll fra tungsindsrockens konger. Tekstmæssigt har Black Sabbath forladt det okkulte trip. Gruppen tager temperaturen på det moderne samfund og konstaterer, at det er dødssygt. Single-udspillet ”Tomorrow’s Dream” er en klassiker, det samme er ”Wheels Of Confusion”, ”Snowblind” og mellotron-balladen ”Changes”.

”SABBATH BLOODY SABBATH”

(Vertigo, 1973)

******

Black Sabbaths kokainmisbrug har taget overhånd, og det har gjort musikken indadvendt, grænsende til det psykotiske. Dæmonien er vendt tilbage, ikke mindst på coveret, der er dekoreret med S-runer, Dyrets tal (666) og et mindre kobbel djævle. Titelnummeret, der er nihilistisk ind til det selvmorderiske, trækkes frem af et af heavy rockens sejeste riffs, og selvom Sabbath på dette tidspunkt er ved at gå i opløsning, har de alligevel hul igennem til nogle kreative kræfter, der gør ”Sabbath Bloody Sabbath” til gruppens mest eksperimenterende og afvekslende værk, komplet med synthesizere, akustiske guitarer og strygere.

”SABOTAGE”

(Vertigo, 1975)

******

En plade, der balancerer på kanten af skingrende vanvid. Ozzys vokal nærmer sig det hysteriske på sange med sigende titler som ”Megalomania” og ”Am I Going Insane (Radio)”. I ”The Thrill Of It All” spørger han: ”Mr. Jesus, won’t you tell me if you can, when you see this world we live in do you still believe in man?” ”Sabotage” er Sabbaths mest udknaldede og mentalt ustabile plade, og det er også her, man finder ”Hole In The Sky” og ”Symptom Of The Universe” – sidstnævnte var inspiration for den første thrash metal-bølge.

”WE SOLD OUR SOUL FOR ROCK ’N’ ROLL”

(NEMS, 1975)

******

Dobbelt opsamlings-lp med klædelig faustisk titel og lynende S-runer på det dystre gatefold-cover. Når man åbner coveret, møder ens øjne en vampet kvinde, der ligger i en kiste. Tracklisten er pakket med klassikere fra de seks første albums, om end ”Sabbath Bloody Sabbath” og ”Sabotage” er underrepræsenteret.

”TECHNICAL ECSTASY”

(Vertigo, 1976)

******

Trætheden har meldt sig. Stereotype sangtitler som ”Back Street Kids”, ”Rock ’N’ Roll Doctor” og ”Dirty Women” taler deres eget sprog. End ikke balladen ”She’s Gone” kan redde albummets ære. Black Sabbath er degenereret til et helt almindeligt rock og rul-band, der opfylder pladekontraktens krav om ét album pr. år.

”GREATEST HITS”

(NEMS, 1977)

******

Rent optrækkeri fra pladeselskabets side, idet albummet bare består af halvdelen af numrene fra ”We Sold Our Soul For Rock ’N’ Roll”. Pladen indeholder ikke en eneste skæring fra ”Sabotage” – helt gak! Men coveret er suverænt. Det forestiller et udsnit af Bruegels dommedagsvisioner fra maleriet ”Dødens Triumf” (ca. 1562). Her er der virkelig overensstemmelse mellem Black Sabbaths musikalske dysterhed og det visuelle mareridt.

”NEVER SAY DIE!”

(Vertigo, 1978)

******

Alt er kaos. Ozzy har en kort overgang været erstattet af Savoy Browns Dave Walker, men er vendt tilbage til Sabbath. Albumtitlen er dybt ironisk, og teksterne er mere socialrealistiske end tidligere. Arketypiske heavy metal-numre som ”Never Say Die”, ”Johnny Blade” og ”Junior’s Eyes” er bedre end deres rygte. Men Iommi & Co. er ved at løbe tør for inspiration, og så snart albummet er på gaden, får Ozzy en fyreseddel. Ozzy fortsætter som succesrig soloartist, og Black Sabbath kører videre med Ronnie James Dio og en række andre sangere før den store genforening i 1997.

”LIVE AT LAST”

(NEMS, 1980)

******

Liveplade optaget på ”Vol. 4”-turnéen, indeholdende Sabbath-schlagere som ”Sweet Leaf”, ”War Pigs”, ”Paranoid” og en tidlig udgave af ”Sabbath Bloody Sabbath”-killeren ”Killing Yourself To Live”. Omslaget er rædselsfuldt, og pladen lyder som det, den nærmest også er: en bootleg, udsendt af ex-manager Ratrick Meehan … uden gruppens tilladelse.

”REUNION”

(Sony, 1998)

******

Livealbum opkaldt efter den store genforening i december 1997. Tiljublet af amokfans spiller Ozzy & Co. sig igennem stort set alle klassikerne fra 1970’erne: ”War Pigs”, ”Iron Man”, ”Sweet Leaf”, ”Black Sabbath”, ”Children Of The Grave”, ”Paranoid” osv. De sange er udødelige; end ikke Ozzy kan tage livet af dem med sin falske vokal. I tilgift får vi to nye studie-tracks, ”Psycho Man” og ”Selling My Soul”, der stilmæssigt ligger et sted mellem dystert, hårdtslående 1970’er-Sabbath og Ozzys mere melodiske solomateriale. De to nye numre lover godt, men det studiealbum, som Black Sabbath planlagde at indspille med Ozzy efterfølgende, må skrottes.

”PAST LIVES”

(Sanctuary, 2002)

******

Det livealbum, som alle Black Sabbath-fans havde ventet på: koncertoptagelser af den originale besætning, som den lød i bandets glansperiode i 1970’erne. Halvdelen af pladen er identisk med ”Live At Last”, men remixet og remasteret, så lyden er kraftigt forbedre. Albummet er dobbelt, og på denne version findes ”Hand Of Doom”, ”Iron Man” og mange andre scenefavoritter. Alt sammen leveret med vorter og filipenser. Nul overbuds, bare en sabbat i totalt tonalt sort.

”13”

(Vertigo, 2013)

******

Endelig lykkes det: Ozzy Osbourne, Tony Iommi og Geezer Butler leverer deres første fælles studiealbum siden 1978. Stilen er gennemført 1970’er-agtig, indkapslet perfekt af Rick Rubins oldschool-produktion. Eneste skavank: Bill Ward er ikke med. Trommerne spilles i stedet af Brad Wilk (Rage Against The Machine). \m/