Sider

søndag den 28. juli 2013

Tung, tungere, Trouble


De kosmiske kræfter er med Trouble.
Verdens måske tungeste metalband er tilbage. Med torden og lynild. Og med en ny sanger.

Allerede før Trouble er nået til omkvædet i åbningsnummeret ”When The Sky Comes Down”, har guitar-tandemet Bruce Franklin og Rick Wartell mejslet flere seje riffs ud i granit end de fleste moderne metalbands kan diske op med i løbet af en hel karriere.

Ja, Trouble er tilbage. Med torden og lynild. Og med en ny sanger.

Det med at skifte sanger er en svær kunst. Men hvis Deep Purple kunne erstattet Ian Gillan, og hvis AC/DC kunne erstatte Bon Scott, ja, så må Trouble også kunne finde en erstatning for Eric Wagner.

Wagner har en raspende stemme. Rå, men følsom. Wagners sang er dybtfølt, hudløs – på den respektindgydende måde. Der er noget martyr over Wagner, han har en trodsig, sårbar attitude, som dannede en fed kontrast til Franklin og Wartells megaton-tunge riffs.

Kyle Thomas har slet ikke denne sårbarhed i sin vokal. Kyle Thomas er en sanger af Phil Anselmo-typen. Eller rettere: Anselmo (Pantera, Down m.fl.) er en sanger af Thomas-typen. For det er nemlig Kyle Thomas, der er originalen i det her game.

Som sanger i bl.a. Exhorder og Floodgate har Thomas slået sit navn fast som en af metalgenrens allerhårdeste halse. ”Eat my shit!” sang han i Exhorders sang ”Desecrator” (1990). Og det lød som en trussel.

I modsætning til Franklin og Wartell kommer Kyle Thomas fra sydstaterne, og hans stemmebånd har akkumuleret rigelige mængder af den mandfolke-barskhed, der er typisk for de kanter. Thomas er ingen stereotyp growler eller skrålhals, og i albummets stille passager kan man høre et ekko af sydstatsrock à la Danny Joe Brown (Molly Hatchet).

Kyle Thomas’ påvirkning på Troubles lydbilled har været massiv. Gamle fans har da også brokket sig over, at ”The Distortion Field” lyder som et Down-album. Det er måske så meget sagt, men ”The Distortion Field” er en tung, mørk kolos med en sonisk overflade, som til forveksling minder om moderne metal. En amerikansk anmelder har brugt modeordet ”sludge” om albummet. Men ”The Distortion Field” er intet modealbum – det er tidløs doom metal.

”The Distortion Field” er Troubles tungeste album siden de to monolitter fra midtfirserne: ”Psalm 9” (1984) og ”The Skull” (1985). Og sådan skal det være med et album, hvor et af numrene hedder ”Hunters Of Doom”. Franklin og Wartell demonstrerer virkelig, at de riffmeistre par excellence.

Trouble i deres velmagtsdage (1990). Det er Franklin
og Wartell til højre i billedet. Wagner står forrest.
”The Distortion Field” er ikke nær så groovy som den voldsomt medrivende stener-doom, Trouble leverede på ”Trouble” (1990) og ”Manic Frustration” (1992). Til gengæld rummer albummet hist og pist psykedeliske elementer à la dem, man kunne nyde på ”Manic Frustration” og ”Plastic Green Head” (1995).

Da sidstnævnte album blev udsendt, forsøgte pladeselskabet at lancere Trouble som grunge-rockens gudfædre. Det var noget braller, men på ”The Distortion Field” er der elementer, som er umiskendelig grunge. F.eks. er omkvædet i ”Butterflies” trægt og drævende á la Eddie Vedder (Pearl Jam) og Layne Staley (Alice In Chains).

Kyle Thomas gør det godt. Men han skygger for de hippie-nuancer, der hele tiden har været i Troubles musik, og som har gjort Chicago-gruppen til en fremmed fugl på den brutale og ekstreme metalscene.

Melodier er måske ikke Kyle Thomas’ stærke side, men ”Sink Or Swim” er ikke desto mindre en ørehænger af format. En af Troubles bedste sange – nogensinde!

Der er noget at gå på jagt efter i Thomas’ tekster, der ofte blotter en social indignation som disse linjer: ”dark crimes  in a starched / white collar world / Subside and divide, / and kick the masses to the curb.” Så der er al mulig grund til at byde den gamle Exhorder-sanger velkommen i Troubles rækker.

Desværre er ”The Distortion Field” alt for lang. Sidste halvdel af albummet trækker standarden ned. Det er hårdt arbejde at fordøje disse enorme doser af doom. Det ville have gjort underværker at skære de tretten numre ned til ti.

Næste gang bør Trouble hyre en producer, der tør skære fedtet fra. Og som kan minde d’herrer Franklin og Wartell om, at det har en ”mere vil have mere”-effekt hos publikum, når et album er kort og koncist. Tænk bare på Slayers ”Reign In Blood” og Kiss’ ”Dressed To Kill” – to af den hårde rocks korteste albums, som efterlader fans i delirium efter mere. \m/

”The Distortion Field” er udgivet af FRW Music

Kyle Thomas: vokal
Bruce Franklin: guitar, bas
Rick Wartell: guitar, bas
Marko Lira: trommer

Produceret af Bruce Franklin & Rick Wartell; lydtekniker: Larry Burns; mikset af Bill Metoyer

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama



Ingen kommentarer:

Send en kommentar