Morfar-doom fra Ozzy & Co.

Ozzy synger ikke, som om han er gak. Og der er ingen ny ”Iron Man” på Black Sabbaths nye album. Alligevel lurer der kvaliteter under den sorte overflade.

Nej, det er ikke Black Sabbaths 13. album.

Magten sidder i viljen, siger man. Og ”13” er en meget villet plade. Man fornemmer, at Black Sabbath med djævlens vold og magt har villet lave et album, som er 1970’er-agtigt. Og sådan blev ”13”: noget så forbandet 1970’er-agtigt.

Nå, djævlen har næppe haft meget med albummet at gøre. ”God Is Dead?” hedder det første singleudspil. Mange har vist overset spørgsmålstegnet og gjort sig døv over for tekstens lille drejning i slutningen af sangen. Så er dét på plads: ”13” er lavet af de samme herrer, som i sin tid skrev ”After Forever”, sangen med den legendariske og vildt misforståede verslinje: ”Would you like to see the pope at the end of a rope?”

Samtlige numre på ”13” ruller deruda’ i adstadigt tempo. For det utrænede øre må det være en træg omgang. Numrene er lange, redundante og repetitive . Og knusende tunge.

Det er doomy – hele vejen igennem, men på den besindige, sejtrækkende måde. Det er morfar-doom. Ozzy sidder i gyngestolen og snakke-synger sig gennem teksterne. Men hov, gyngestol hedder på engelsk rocking chair, så lidt gang er der da i den.

På ”13” messer Ozzy ikke manisk i ”Am I Going Insane?”-stil. Han synger ikke, som om han allerede er røget ud over kanten, rablende sindssyg. I det hele taget mangler den vildskab og det vanvid, som ikke sjældent greb Black Sabbath på de første seks legendariske albums fra 1970’erne.

Jeg går ud fra, at Geezer Butler har skrevet teksterne. Jeg har haft luppen fremme. Men fandt ingen kontroversielle sange à la ”War Pigs”. Den samfundskritiske æg er lidt sløv. Det er så som så med de skæve vinkler, der fik Black Sabbath til at se verden fra gadebande-medlemmets side – det er som bekendt Johnny Blade, der burde være bange, ikke bedsteborgeren.

Og dog kradser Black Sabbath lidt i forbrugersamfundets pæne overflade på en sang som ”Age Of Reason”. Det ville jo også ligne Geezer dårligt at falde til patten.

Der er masser af ting, som man kan kritisere ”13” for. Alligevel hæver albummet sig et pænt stykke over flommen af moderne metaludgivelser. ”13” er ikke ligefrem en ny ”Sabbath Bloody Sabbath”. Men ”13” er klart bedre end de to sidste Ozzy-sungne Sabbath-albums fra 1970’erne: ”Technical Ecstasy” og ”Never Say Die”.

”13” har masser af fortættet stemning og mere end en enkelt klangflade fra 1970’erne. Rick Rubin har hygget sig med at give musikken en organisk rocklyd, hvor man kan høre de metalliske baung-klange fra Geezers bas, og hvor Tony Iommis guitarspil lyder som noget, der virkelig kommer ud af en stabel ormstukne Marshall-forstærkere. Og så er det fedt for en gangs skyld at få lov til at høre et trommesæt lyde som et trommesæt og ikke som et arsenal af computer-tricks. Ah, lyden af ægte trommeskind!

Er det nostalgi? Tjah, det er det i hvert fald, når Black Sabbath kaster sig ud i balladen ”Zeitgeist”, der er lillebror til den udspacede 1970’er-syre-kærlighedssang ”Planet Caravan”. Congas og spliff-stemning! Det er dælme udspekuleret og et 100% kalkuleret forsøg på at please bandets fundamentalistiske fans. Heldigvis er det også et virkelig godt nummer.

Akkurat som de fleste af ”13”s skæringer. For selvom man selvfølgelig leder forgæves efter et nummer, der kan hamle op med ”Iron Man”, så er den gennemgående standard på albummet høj. Det er holdbar sangskrivning, der vinder for hver gennemlytning. Og som kræver fordybelse. Det er absolut ikke et album, der er proppet med letantændelige begejstrings-hits à la ”Paranoid”.

Man må også huske, hvilke omstændigheder ”13” er lavet under. Black Sabbaths tonekunst har fra dag et været baseret på Tony Iommis monumentale rifferama. At Iommi stadig kan ryste doomy riffs af sig efter forgodtbefindende, demonstrerede han på sine seneste studiealbums: ”Fused” fra 2005 (sammen med Glenn Hughes) og ”The Devil You Know” fra 2009 (med Heaven & Hell).

”13” er et sort album. Og den sorte alvor var blind makker under skabelsen af ”13”. Tænk, at en herre af årgang 1948 kan levere musik af denne kvalitet, alt imens han diagnosticeres og behandles for kræft!

”13” er ikke just det vildeste Black Sabbath-album nogensinde. Og der er unge mennesker, som rakker pladen ned og nævner en vrimmel af nye doom metal-bands, hvis seneste værker er bedre. Jeg har noget til disse typer. Det sidder på min højre hånd, midt imellem pegefinger og ringfinger. \m/

Banner i Fonas butik på Strøget, København.