Gåden om Gabriel

De eksperimenterende ekstremmetal-legender Believer udsendte i 2009 deres første studiealbum i mere end femten år. Men de ønskede ikke at røbe hemmeligheden om pladens koncept.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 38, juli 2009)

"Vi har ikke tænkt os at fortælle om meningen med alle vore tekster."

Der er noget enestående over Believer. De har aldrig været et metervare-metalband. Den amerikanske gruppe har altid været svær at sætte i bås: spiller de dødsmetal, thrash eller progressivt metal? Svaret blæser i vinden. Believers musik er kantet, udfordrende, grænseoverskridende og generelt nyskabende.

                     

Believers tekster er heller sådan lige at gå til. Men Believers lyrik skrives også af en mand med en doktorgrad i molekylær biologi, så det er måske ikke så underligt, at teksterne bærer præg af intellektualisme. Believer har ry for at skrive sange, som handler om filosofiske eller teologiske emner, hvis de da ikke på deres egen kryptiske måde rummer social indignation og samfundskritik.

                     

Som journalist må jeg bekende, at flere af teksterne på Believers nye opus, ”Gabriel”, er de rene rebuser; de er skrevet i et kompakt og kodet billedsprog. Og mit forsøg på at dirke teksterne op i løbet af dette interview, gjorde bare Believers budskab endnu mere gådefuldt. Det er i hvert fald første gang, jeg har hørt et heavy metal-band tale om ”strengteori” og ”mørk energi”. Jeg overlader det trygt til NRGs læsere at gå på Wikipedia for at finde ud af, hvad præcis strengteori og mørk energi er. Men jeg må skuffe eventuelle black metal-fans med, at der ikke er tale om okkulte fænomener. Believer kommer trods alt fra Pennsylvania, ikke Transsylvanien.

KOMPLEKST OG PROGRESSIVT METAL

Det er mere end femten år siden, at Believer udsendte deres seneste studiealbum, “Dimensions” – et album, som høstede stor anerkendelse i ekstremmetalmiljøet. ”Hvad skete der med bandet i alle de år?” er der sikket mange fans, som spørger. Gik Believer i opløsning? Og hvad fik bandet til at indspille et comeback-album? Trommeslageren Joey Daub fortæller:

                     

“Efter “Dimension” besluttede Kurt [Bachman, guitar og vokal] og jeg, at det var på tide at udforske andre interesser. Kurt fortsatte sin uddannelse og modtog sin doktorgrad i molekylær medicin, og jeg fortsatte med musikken som trommeslager i det symfoniske prog metal-band Fountain Of Tears, ligesom jeg også havde familie- og arbejdsforpligtelser. Efter nogle år flyttede Kurt tilbage til området, og vi besluttede at begynde at spille sammen igen. Allerede ved den første øvning var kemien der igen, og så begyndte vi at skrive numre, og sangene kom bare rullende.”

                     

- Musikken på ”Gabriel” er meget kompleks og progressiv. Mener I, at det er nødvendigt for et moderne metalband at udvide genrens grænser?

                     

”Vi skriver bare på vor måde,” fortæller Joey Daub. ”Vi har altid brugt progressive riffs og temposkift, og jeg tror, vi vil blive ved med at komponere på denne måde i fremtiden. Vi har tit fået at vide, at vi er forud for vor tid, så vi har sikkert udvidet vore grænser.”

                     

- Hvad synes I om den nuværende metalscene?

                     

“Den nuværende metalscene lader til at være mættet med en masse bands, som har den samme lyd,” siger Joey Daub. Men han kan dog godt få øje på en positiv udvikling, siden Believer udgav ”Dimensions” i det tidlige 1990’erne:

                     

”Jeg mener, at der er mange gode eksperimentale og tekniske bands nu om dage. Musikernes tekniske kunnen er fremragende sammenlignet med den håndfuld dygtige musikere, der fandtes dengang.”

Symboliserer hornene ondskab eller åndelig kraft?
Believer vil ikke ud med sproget.

EN FEMININ TYPE MED HORN

Pladeomslaget til “Gabriel” er enestående smukt. Kurt Bachman fortæller, at det er lavet af en kunstner ved navn Michael (Roz) Rosner fra Eye Level Studio. 
   
Kurt omtaler Roz med stor begejstring, og han fortæller, at Believer er så tilfredse med ”Gabriel”-coveret, at de også fremover agter at bruge Eye Level-kunstneren til at udsmykke bandets albums.

                     

- Jeg er lidt mystificeret over coveret. Refererer billedet af den Maori-lignende, bodypaintede kvinde til titlen? Refererer albumtitlen til ærkeenglen Gabriel? Og er det på denne måde, at I forestiller jer ærkeenglen Gabriel: som en feminin type med horn? Og hvad symboliserer hornene – åndelig kraft eller ondskab?

                     

”Det er gode spørgsmål, men vi overlader det til dig og andre at finde svarene,” siger Kurt Bachman. ”Hvis kunstnere begyndte at forklare hver en detalje og inspiration bag deres kunst, så fik lytteren eller seeren ikke lov til at komme frem til en personlig tolkning. Så bliver det til en proces, hvor lytteren eller seeren mades med skeer, og det formindsker deres evne til at tænke selv og lægge deres egne tolkninger ind i kunsten og på den måde gøre kunsten relevant. Jeg tror, at mysteriet bare må fortsætte og fortsætte.”

                     

Kurt Bachman indvilger dog i forklare, at titlen “Gabriel” lød ”temmelig sej”, og at den passede til mange af Believers andre personlige koncepter. Der er, som Kurt afslører, ”mange koncepter bag denne étords-titel, men de er temmelig personlige, og vi ønsker, at vore fans gør sig deres egne erfaringer.”

DEN SANDE VIRKELIGHED

Jeg fortsætter med at sætte dirken ind i konceptet på “Gabriel”. Åbningsnummeret hedder “Medwton”, en underlig sangtitel.

                     

- Hvad betyder ”Medwton”? Undskyld min uvidenhed, men er det et ord, som I selv har konstrueret?

                     

”Der er mange, som har stillet os det spørgsmål, så du er ikke alene,” beroliger Kurt Bachman mig. ”Der er mange antydninger om dets betydning i selve sangen, så lyt omhyggeligt. Du kan også gå på Google, men forvent ikke, at betydningen bare åbenbarer sig for dig.”

                     

Aha.

                     

- I sangen “Brave” synger I om “the true reality”, den sande virkelighed. Hvad er den sande virkelighed for jer?

                     

”Den sande virkelighed er for mig en søgen efter viden og det, at man forøger sin visdom,” forklarer Kurt Bachman. ”Det er ikke nødvendigvis en endestation, men snarere en rejse. Vil vi en dag blive helt vise og vide alt? Måske og måske ikke. Dette er ikke noget, jeg er optaget af for tiden. Jeg ønsker bare at være fokuseret på min bevidsthed; jeg vil kunne se mig selv i spejlet og ikke bekymre mig om trivielle ting. Det er svært, men jeg forsøger hårdt hver eneste dag i mit liv.”

                     

Senere i interviewet drister jeg mig til at spørge om sangen ”Focused Lethality”, hvor der er en verslinje, som lyder ”We are the crazy ones”, og hvor der tales om en falsk styrke, som skal knuses. Men Kurt Bachman svarer:

                     

”Jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig meningen med alle vore tekster, forstår du det? Hvad sjovt ville der være i det for dem, der ønsker at finde deres egne tolkninger. Som lytter og fan af mange bands finder jeg det irriterende, når jeg har lavet mine egne tolkninger af sangene, og grupperne så bagefter forklarer, hvad sangene i virkeligheden handler om. Det ødelægger ens individuelle forestillinger. Men jeg vil dog gerne røbe, at vi har fået at vide, at vi er skøre. Men jeg foretrækker at mene, at vi er ved vore fulde fem, og at det er alle andre, der er skøre.”

IKKE ET KRISTENT BAND

Bandnavnet Believer stikker unægtelig ud på en metalscene, som år for år bliver mere og mere orienteret mod ateisme og sekularisme. Og Believer-medlemmerne bekender sig da også som kristne. Men metalfans med antikristne holdninger kan roligt lægge fordommene til side, for Believer er afgjort ikke ekstremmetal-scenens svar på Stryper, som i 1980’erne udråbte et hard rock-hallelujah og kastede Bibeler i grams ved deres koncerter.

                     

- Believer er blevet beskrevet som et band, der hører til den kristne metalscene. Er det en beskrivelse, som I har det godt med? Har I følt det som et stigma at blive kaldt for et kristent metalband?

                     

”Det har aldrig været et problem, for vor musik har gjort, at vi er accepteret vidt og bredt i metalmiljøet,” fortæller Kurt Bachman og præciserer: ”Vi anser ikke os selv for at være et kristent band, for vi kan aldrig leve op til verdens definition af det begreb. Vi passer bare ikke ind i den kategori. Men af en eller anden grund har folk brug for at sætte alt i bås. Det er en skam, for det sætter begrænsninger for deres bevidsthed. Der er folk, som ikke vil lytte til et band, hvis det ikke bliver anset for at være death metal eller thrash. Og det begrænser virkelig deres horisont.”

                     

- Har I nogensinde haft problemer med fordomme fra det sekulære metalmiljø?

                     

”Vi har haft flere problemer med de kristne samfund end med alle andre miljøer,” slår Joey Daub fast. ”Vi betragter os selv som et metalband, der synger om emner, der interesserer os. Vi håber at blive respekteret for vor musik og for det hårde arbejde, som vi lægger i vore albums.”

                     

- Er I på en kristen mission? Bruger I jeres musik til at sprede propaganda for kristendommen? Er jeres tekster en måde at prædike på?

                     

Joey Daub: ”Believer har ingen agenda.”

                     

Kurt Bachman: ”Måske vil vort næste album kun have tekster, som er matematiske ligninger. Jeg spekulerer på, om fysikere så ville spørge os, om vi spreder propaganda om strengteori, eller om vi modbeviser teorien om mørk energi. Den her bliver jeg virkelig nødt til at tænke over!”

DISKOGRAFI

“Extraction From Mortality” (R.E.X. Records, 1989)

“Sanity Obscure” (Roadrunner, 1990)

“Dimensions” (Roadrunner, 1993)

“The Chosen Live” live-cd (ERMI Records, 2007)

“Gabriel” (Metal Blade, 2009)

“Transhuman” (Metal Blade, 2011)

Believers officielle hjemmeside.