Sider

søndag den 7. august 2011

Den nye porno

Stryper var et af de største bands på 1980’ernes hair metal-scene. Og de blev angrebet af det kristne højre – selvom de var kristne!

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 39, oktober 2009)

Stryper kastede perler for svin, mente televangelisten Jimmy Swaggart.
Stryper var et af 1980’ernes mest overgearede hair metal-bands. De kom fra solparadiset Californien, havde puddelhår og var klædt i glamourøse, sort/gul-stribede kostumer, der fik dem til at ligne hvepse. 

Men det vildeste ved Stryper var, at de var kristne. Kristne af den evangelikale slags. De var storsmilende Jesus-soldater, eller som de kaldte sig selv på deres storsælgende 1985-album: ”Soldiers Under Command”.
                     
Strypers slagnummer var, at de under deres koncerter kastede eksemplarer af Det nye Testamente ud til deres fans. Det gjorde vor hjemlige satanist nr. 1, King Diamond, bekymret. For man kunne jo slå sig, hvis man fik sådan en Bibel i hovedet, advarede han. Og der var da også en del, der slog sig. Altså på låret. Af grin. Men det tog Stryper med sindsro. For de kunne dekorere deres vægge med guld- og platinplader.  

Albummet med den slagkraftige titel ”To Hell With The Devil” (1986) blev langet over disken i mere end to millioner eksemplarer. Og Strypers ”Free” og ”Honestly” var en overgang de mest efterspurgte sange på musik-tv-kanalen MTV.
                     
SKINHELLIG TELEVANGELIST
Men alt var ikke rosenrødt for Stryper i 1980’erne. Bibelbaskere var nemlig på nakken af gruppen. For hvordan kunne kristne dog finde på at spille djævlens musik (=heavy metal)? Televangelisten Jimmy Swaggart langede hårdt ud efter bandet og hævdede, at Stryper ”kastede perler for svin,” når de uddelte Det nye Testamente til deres koncerter. Måske havde Swaggart ret, for det skønnes, at to tredjedele af de mere end ti millioner plader, som Stryper har solgt, er blevet købt af ikke-troende.
                     
Det ironiske ved historien om Stryper og Jimmy Swaggart er, at Jimmy Swaggart var medvirkende til, at Stryper-brødrene Michael og Robert Sweet blev omvendt til den evangelikale kristendom. Man kan undre sig over, at Swaggart var så skånselsløs i sin kritik af Stryper. En del af forklaring er givetvis, at Stryper blev bakket op af Swaggarts rival, pastor Jim Bakker.
                     
Televangelist eller ej, Swaggart er uden tvivl en af de personer, som med størst succes har undergravet kristendommens troværdighed. Ikke mindst blandt rockfans. Swaggart kastede sig med stor ildhu og lille indsigt ind i kampen mod rockmusikken; i 1987 udgav han bogen ”Religious Rock n’ Roll – A Wolf in Sheep’s Clothing”. Swaggart gik til biddet og kaldte rask væk rockmusikken for ”den nye pornografi.”
                     
Hvad angår porno og den slags, viste Swaggart sig imidlertid at være noget af en ekspert. I 1988 (og igen i 1991!) blev televangelisten nemlig knaldet (undskyld ordspillet) for at benytte sig så rigeligt af prostitueredes tjenesteydelser. Den skandale fik Ozzy Osbourne til at skrive sangen ”Miracle Man” (1988) om den skinhellige televangelist. Videoen til ”Miracle Man” er syrlig satire, som SKAL ses! Iron Maiden sagde også tak for sidst til ”Jimmy the Reptile” i sangen ”Holy Smoke” (1990).
                     
MERE GUITAR, FLERE SOLI, FLERE SKRIG
Angrebene fra det kristne højre havde sin effekt på Stryper.
                     
”Vi hørte en masse kommentarer, og det, der sårede os mest, og som virkelig tog hårdt på os, var angrebene fra vore trosfæller og fra folk, som vi så op til og beundrede,” fortalte Stryper-sangeren Michael Sweet til Unrated Magazin.com i 2006.
                     
”Robert [Sweet, Strypers trommeslager] og jeg lærte Herren at kende gennem Jimmy Swaggart. Og da vi dannede gruppen og begyndte at optræde og udsende plader, vendte Jimmy Swaggart Ministry sig imod os. De sagde, at vi var djævlen, og at folk ikke skulle støtte os og den slags. Og det gjorde nas. Vi kunne ikke fatte det, det var så surreelt.”
                     
Knurrende indspillede Stryper i 1990 albummet ”Against The Law”. Her havde musikken fået mere kant, og ordet Gud var ikke at finde på tekstarket. Det var måske for radikalt og risikabelt et stilskifte. Pladen gjorde i hvert fald kun ondt værre, og Stryper blev nu boykottet i endnu flere kristne højrefløjsmiljøer. Resten klarede grunge-moden. Resultat: Stryper forsvandt ud i det ydre mørke ligesom 99% af de øvrige hair metal-bands fra 1980’erne.
                     
Men siden da er der sket ting og sager. Den kristne metalscene, som Stryper var med til at grundlægge, har vokset sig stor og stærk. Så stærk, at det ikke længere er omkostningsfrit for dømmesyge televangelister at angribe kristent metal. Desuden er den melodiske metalstil fra 1980’erne atter blevet populær blandt folk, som er dødtrætte af døds- og nymetal.
                     
Derfor lavede Stryper et nyt sort og gult angreb på metalscenen i 2005 med albummet ”Reborn”. Det var en veloplagt plade, som blev godt modtaget, selvom den ikke var udtryk for 100% troskab over for den gamle Stryper-stil.
                     
Mange af de gamle fans savnede højlydt Strypers 1980’er-stil. ”Mere guitar, flere soli, flere skrig,” lød bønnen fra de gamle fans. Og den bøn har Michael Sweet & Co. tydeligvis lyttet til, før de gik i studiet for at indspille deres seneste studiealbum, ”Murder By Pride” (2009).


BONUS-INFO:
Hvorfor hedder Stryper egentlig Stryper?

† Bandnavnet Stryper er inspireret af King James-udgaven af Bibelen, hvor der i Esajas’ Bog 53,5 bl.a. står: ”with his stripes we are healed.” Striberne refererer til mærkerne efter den piskning, som Jesus blev udsat for, før han blev korsfæstet.

† I bedste metalstil ændrede Stryper stavemåden og bøjningen af ”stripes”. Ifølge bandet danner bogstaverne i Stryper et akronym: Salvation Through Redemption, Yielding Peace, Encouragement, and Righteousness.

† Stryper lancerede 777 som et kristent alternativ til det i metalkredse så populære tal, 666. 7-tallet står i den kristne tradition for guddommelig perfektion. At 7-tallet gentages tre gange er en reference til den kristne treenighed. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

1 kommentar:

  1. Hej Peter. Sjov læsning. Det morsomt at Stryper selv blev inspireret af Swaggart, som vil ikke ligefrem lod til at have den store intellektuelle indsigt, hvilket gør det endnu mere svært at tage Stryper alvorligt,

    SvarSlet