Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 28, februar 2006)
Primal Fear: "At dræbe uskyldige mennesker er en forbrydelse, som man ikke kan forsvare." |
Der er masser af teutonisk torden og germansk gåpåmod i Primal Fears musik. Det tyske band har specialiseret sig i at spille en meget traditionel form for heavy metal, hvor teksternes kompasnål ofte peger i retning af frihedstrang og positive livsværdier.
Hos Primal Fear veksler halsbrækkende, arketypisk heavy metal med mere episke kompositioner, som bakkes storartet op af Primal Fears fine fornemmelse for bombastiske arrangementer. En af Primal Fears forcer er sangeren Ralf Scheepers (ex-Tyran’ Pace og Gamma Ray), der en overgang var på tale som Rob Halfords afløser i Judas Priest.
- Du er en af de få traditionelle sangere på nutidens metalscene. De fleste sangere nu om dage råber eller growler eller rapper. Hvad synes du om den tendens?
”Det er også en stil, og jeg har intet imod den. Men for mig handler det om at være melodisk. Jeg forsøger at være så melodisk som muligt og lægge noget aggression ind i teksterne, hvis det er påkrævet. Det er vigtigt at leve sig ind i teksterne og ikke bare synge dem uden lidenskab,” forklarer Scheepers, der er både selvbevidst og beskeden. Han anerkender således gerne andre heavy-sangeres kvaliteter. ”Der er nogle meget gode sangere på metalscenen. De er utrolige.”
- Kunne du nævne nogle af dem?
”Edguys sanger er virkelig god. Det samme gælder sangeren i Vision Divine fra Italien. Og selvfølgelig Ripper Owens [ex-Judas Priest og Iced Earth, nu Yngwie Malmsteen m.fl.]. Og så er der jo sangerne fra den gamle skole: Ronnie James Dio [R.I.P.], Rob Halford, Bruce Dickinson osv.”
- Føler du, at du har fået den anerkendelse, du fortjener?
“Ja, jeg er meget taknemmelig. Anerkendelsen er kommet med årene. I begyndelsen af min karriere var jeg noget overrasket over, hvor lang tid det tager, før nogen begynder at tale om en. Men man må selvfølgelig gøre en indsats først. Og det har jeg gjort i mere end 20 år.”
METAL VIL ALDRIG DØ
Primal Fear holder de stolte heavy metal-traditioner i hævd, og de har indspillet coverversioner af sange af Rainbow, Black Sabbath, Judas Priest, Deep Purple, Led Zeppelin m.fl. [Disc 2 af opsamlingsalbummet ”Metal Is Forever” – The Very Best Of Primal Fear” (2006) er dedikeret helt til coverversioner af hævdvunden tungrock.]
”Ja, vi har hyldet de bands, som har opdraget os til at spille denne slags musik. Det lyder som en kliché, men det er sandt og ærligt ment. Vi voksede op med metal, og de grupper leverede musikken til os, og vi ønsker at være med til at føre den med ind i fremtiden. Som vi ser det, vil metalmusikken eksistere for evigt. Det er det, vi forsøger at udtrykke med en sang som ”Metal Is Forever” [fra albummet ”Devil’s Ground” (2004)]; det ligner en klichéfyldt sang, men hvis man lytter til teksten, vil man opdage, at vi hylder det, vi har lært af metal-musikken, og det, vi ønsker at udbrede med vor musik.”
- Betyder det, at du foretrækker de gamle bands frem for nutidens grupper?
”Det er et svært spørgsmål. Jeg foretrækker dem, fordi de banede vejen for os. Og jeg har dyb respekt for dem, der var store i 1980’erne, og som stadig kører med klatten, bands som Iron Maiden, Judas Priest og Saxon,” siger Scheepers, før vi drejer samtalen ind på storpolitik.
ISLAMISK TERROR
Cradle Of Filth og Slayer har skrevet sange, hvor terrorangrebet den 11. september 2001 ses fra islamisternes side. Noget sådant leder man forgæves efter hos Primal Fear. Allerede på sangen ”Church Of Blood” fra ”Jaws Of Death”-albummet (1999) stillede det pro-vestlige metalband skarpt på islamisk terror, og patriotismen var i højsædet på tyskernes 2002-album, ”Black Sun”. Dette afspejles ikke mindst på sangen ”Armageddon”.
”Vi skrev ”Black Sun”-albummet, da terrorangrebet skete den 11. september 2001. Vi blev meget inspireret af det, der konstant kørte i nyhederne. Vi blev nødt til at skrive om det, der skete.”
- Mener du, at islam er en trussel mod den vestlige verden?
”Det er den på en måde. Det er trist. Alle har deres grunde til at handle, som de gør, og jeg ønsker ikke at tale for meget om det, for der går let politik i det. Jeg vil ikke sige, at Vesten altid har været de gode, mens Østen har været de onde. Historien er mere nuanceret. Men at dræbe uskyldige mennesker er en forbrydelse, som man ikke rigtig kan forsvare.”
INSPIRATION I BIBELEN
Religion og religiøse temaer er tilbagevendende fænomener i Primal Fears sange. Flere af teksterne på ”Seven Seals” (2005) vrimler med elementer og symboler fra Bibelen. Titlen på albummet refererer til Johannes’ Åbenbaring.
“Mat [Sinner, bassist samt sanger og ankermand i bandet Sinner] fandt på historien. Han læser meget i Bibelen – uden at være kristen. Man kan finde megen inspiration i Bibelen. Der står meget om djævlen i Bibelen. Den handler ikke kun om de hvide engle, men også om de sorte engle. Det handler en sang som ”Demons And Angels” om.”
- Er Bibelen en kraftfuld bog, hvis indhold passer til jeres kraftfulde musik?
“Ja, hvis man bruger den rette indfaldsvinkel. Der er mange historier i Bibelen, der minder om fantasy-historier. Det, der foregår i f.eks. Johannes’ Åbenbaring, minder om en fantasy-film eller en action-film. Der er gang i den.”
- Helvede er et tema, som går igen i mange af jeres sange. ”Diabolus” fra ”Seven Seals” lader til at handle om en synder, der går til helvede.
”På en måde, ja. Sangen handler om en, der er fanget i sine egne onde gerninger fra fortiden.”
- Noget lignende synes at foregå i ”Evil Spell”.
”Det er sandt. Det pudsige er, at de to sange er skrevet af to forskellige personer i bandet. De to sange overlapper hinanden lidt. Det er godt, at du spørger, for så kan jeg forklare, at de to sange er skrevet, uden at de to sangskrivere havde talt sammen om det. To sjæle, en tanke.”
- På titelnummeret fra “Devil’s Ground” synger du: “if you go to Hell, you’ll be there forever.” Mange heavy-bands spøger med helvede. AC/DC sang “Hell Ain’t A Bad Place To Be”, Manowar fabler om “Hell On Earth”, og for tiden er det helvede dit og helvede dat på metalscenen. Men i Primal Fears optik synes helvede at være et slemt sted.
”Ja. Det er, hvad vi får fortalt, og hvad vi ved. Ingen ved selvfølgelig, om helvede findes. Helvede er et emne, som er velegnet til heavy metal. Det passer perfekt til aggressionen og den hårde musik.”
- I gamle dage spillede Black Sabbath sange, der advarede mod Satan og helvede. Kan jeres sange sammenlignes med sådanne sange?
”Det er måske en retning, som vi fremover vil gå i. Vi lovpriser jo ikke ligefrem helvede.”
PRIMAL FEAR-DISKOGRAFI
“Primal Fear” (Nuclear Blast, 1998)
“Jaws Of Death” (Nuclear Blast, 1999)
“Nuclear Fire” (Nuclear Blast, 2001)
“Horrorscope” ep (Nuclear Blast, 2002)
“Black Sun” (Nuclear Blast, 2002)
“The History Of Fear” dvd (Nuclear Blast, 2003)
“Devil’s Ground” (Nuclear Blast, 2004)
“Seven Seals” (Nuclear Blast, 2005)
“Metal Is Forever – The Very Best Of Primal Fear” (Nuclear Blast, 2006)
“New Religion” (Frontiers, 2007)
“16.6 (Before The Devil Knows Your’re Dead” (Frontiers, 2009)
“Live In The USA” (Frontiers, 2010)
“16.6 – All Over The World” dvd (Frontiers, 2010)
“Unbreakable” (Frontiers, planlagt til udgivelse 20. januar 2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar