Ozzy gemmer sig bag klovne-rollen

Ozzy Osbourne udsendte i 2009 selvbiografien ”I Am Ozzy”, som rummer åbenhjertige fortællinger om heavy-ikonets udskejelser. NRG har læst bogen og spørger: hvad blev der af den rebelske Ozzy?

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG/EMP efterår 2010)

Ozzy har levet et liv fyldt med tragik og komik.

Ozzy Osbourne ligger i turnébussen og sover sin brandert ud, da han vækkes af en frygtelig støj. Tumult, infernalsk larm, skrig af smerte og skræk, voldsomme rystelser og ruder, der knuses. Sort røg og store flammer udenfor. Kun iført underbukser hopper Ozzy ud af bussen. Det tager sin tid, før det går op for heavy rock-stjernen, hvad der er sket.

                     

Nej, det er ikke buschaufføren, som er kørt galt. Bussen holdt fredeligt parkeret på en græsplæne, da den blev ramt. Fra oven! Af en flyvemaskine!

Hvor vanvittigt det end lyder, har buschaufføren, sådan bare for sjov, sat sig ind i et propelfly, der holder ved det depot, som bussen besøger for at få repareret aircondition-anlægget. Chaufføren, Andrew C. Aycock, er ganske vist uddannet pilot, men han har tidligere været indblandet i en helikopter-dødsulykke – i De Forenede Arabiske Emirater. Hans flyvetilladelse er desuden udløbet. Men denne morgen har Aycock altså fået lyst til igen at prøve lykken som luftbaron.

Høj af kokain har Aycock inviteret forskellige mennesker fra Ozzys turnébesætning med på små fornøjelsesture i luftrummet. Det første hold får en fin flyvetur, men med det andet hold passagerer går det galt. Med dødsforagt flyver Aycock lavt henover turnébussen. Aycock har ellers lovet passagererne ikke at lave den slags dumdristigheder. Men den narkopåvirkede pilot holder ikke, hvad han lover, og to-tre gange dykker han ned over bussen. Sidste gang rammer flyets venstre vinge bussens tag få tommer fra, hvor Ozzy og hans manager og livsledsagerske, Sharon, ligger og sover.

                     

Udover forskrækkelsen og de materielle skader på bussen får Aycocks halsbrækkende flyvning fatale følger. For flyet styrter ned og bryder i brand. Både piloten og de to passagerer dør på stedet. Deres lig brændes til ukendelighed.

                     

Tragedien får en ekstra dimension, idet den ene af passagererne er ingen ringere end Randy Rhoads. Ud over at være en af verdens mest anerkendte guitarister i de tidlige 1980’ere er Rhoads en meget nær ven af Ozzy. Ozzy elsker Randy, hvis fænomenale guitarspil har været stærkt medvirkende til, at Ozzy har fået sin solokarriere op at køre efter, at han i 1979 blev fyret som forsanger i Black Sabbath.

                     

Randy Rhoads spiller virtuoust på den seksstrengede, og sammen med Eddie Van Halen er han med til at starte den bølge af guitarekvilibrister, som senere kommer til at dominere hårdrocken. Guitarister fra alle subgenrer inden for den hårde rock, lige fra dødsmetal til progressivt metal, har hyldet Randy Rhoads som inspirator og forbillede.

                     

I sin selvbiografi, ”I Am Ozzy” (Sphere, London, 2009), afslører Ozzy, at Randy faktisk var træt af at spille rock’n’roll. Så sent som natten før dødsulykken, der fandt sted den 19. marts 1982 i Florida, fortæller Rhoads sin bandleder, at han agter at forlade bandet. Han ønsker at gå på universitetet for at få sig en ordentlig uddannelse som musiker. Samtalen finder sted i tourbussen, hvor Ozzy bæller gin, mens Randy læsker ganen med cola – for Rhoads er på det nærmeste afholdsmand, og han følger bestemt ikke Ozzys vilde livsstil.

                     

Selvom han er plørefuld, forsøger Ozzy ihærdigt at overtale Randy til at udskyde sin uddannelse. For som han ræsonnerer: man kan altid gå på universitetet, men Ozzys og dermed Randys band har for tiden stor succes. Deres debutalbum, ”Blizzard Of Ozz” (1980), har på dette tidspunkt næsten solgt til platin i USA, og gruppens seneste opus, ”Diary Of A Madman” (1981), lader til at sælge endnu bedre. Randy står altså foran det helt store gennembrud.

Men så er det, at Aycock får lokket Ozzy-guitaristen med til den uheldssvangre flyvetur ...

CHARON? NEJ, SHARON

Historien om flyulykken finder man næsten præcist midt i Ozzys selvbiografi. Og det er da også tydeligt, at tabet af Randy Rhoads har været en skelsættende oplevelse i Ozzys liv. Et liv, som er højst usædvanligt. Et liv fyldt med tragik og komik, med fysisk såvel som sjælelig smerte. Selvom Ozzy i dag er mangemillionær, og selvom han velsagtens er den hårde rocks største stjerne, ville de fleste mennesker formentlig opleve Ozzys liv som helvede på Jord.

                     

Man kan ikke kalde ”I Am Ozzy” for en hudløs ærlig bog. Det er tydeligt, at Ozzys hjerne efter flere årtiers misbrug af alkohol og narko ikke just er gearet til de helt store erindrings-præstationer. Men derudover bærer Ozzys beretninger præg af at være udsat for spin. Godt nok fortæller Ozzy beredvilligt om et utal af sine eskapader og skandaler, men medforfatteren Chris Ayres har tydeligvis fået til opgave at fortælle om den charmerende Ozzy. Det er faktisk helt utroligt så megen sympati, man får for Tossi-Ozzy. Man føler med Ozzy – også når han begår hustruvold og dyremishandling.

                     

Men ret skal være ret: der er ting, som Ozzy på troværdig vis bekender, at han fortryder. Ifølge ”I Am Ozzy” er den tidligere Black Sabbath-sanger anno 2009 langt fra at være en forhærdet rockstjerne. Han er måske nok gakgak, men han har et hjerte af guld.

                     

Og dette hjerte slår først og fremmest for kvinden i hans liv. Ozzy er helt ude på det panegyriske overdrev, når han fortæller om sin kærlighed til sin manager Sharon Arden, datter af rockhistoriens måske mest brutale manager, Don Arden. I Ozzys øjne er Sharon smuk og helt fantastisk. Den slags er selvfølgelig en smagssag, men kendsgerningen er i hvert fald, at det i 1982 lykkedes Ozzy at blive gift med Sharon, som dermed kom til at bære efternavnet Osbourne.

                     

Selvbiografiens mest sandfærdige udsagn er formentlig, at Ozzy primært kan takke Sharon for den superstjerne-status, han har opnået som soloartist. Man behøver ikke at have mere end bare et perifert kendskab til nutidens heavyscene for at vide, at Sharon er en fortrinlig strateg. Hun har næse for at tage de rette beslutninger på det rette tidspunkt. Og så har hun arvet sin fars kynisme.

                     

Sharon lever op til sit ry som ”the wicked witch”, altså: den lede heks. Fortællingerne om Sharons skånselsløse styreform er talløse. Den historie, der har smertet Ozzy-fans mest, er vel historien om, hvordan Sharon befalede, at bassisten Bob Daisleys og trommeslageren Lee Kerslakes spor på de to første Ozzy-skiver skulle slettes. Ozzy har det ikke godt med den affære, og han forsøger at forklare, hvorfor det måtte gøres. Forklaringen er lidet overbevisende. Kan hænde, at Daisley og Kerslake helt uretmæssigt forsøgte at malke Ozzy for nogle ekstra dollars med deres sagsanlæg. Men var det virkelig nødvendigt at gå så drastisk til værks over for to tidligere bandmedlemmer? Og hvor er hensynet til Ozzys fans?

                     

Nuvel, Mike Bordin og Robert Trujillo blev beordret til at lægge nye tromme- og basspor på de gamle Ozzy-albums, da de blev genudgivet på cd i 2002. Den slags gør man selvfølgelig ikke uden at ødelægge de kunstværker, som de tidlige Ozzy-plader vitterlig er. Alt godt om Bordin og Trujillo, men de nye versioner af ”Diary Of Madman” og ”Blizzard Of Ozz” er som kunstværker betragtet ikke stort mere autentiske end de kopier af maleriet af hjorten ved skovsøen, som man en overgang fandt over sofaen i snart sagt ethvert dansk hjem.

EN GAKKET SPRÆLLEMAND

Ozzy voksede op i Aston, en trøstesløs bydel i det Birmingham, som tyskerne sønderbombede under anden verdenskrig. John Michael ”Ozzy” Osbourne blev født i 1948, og livet i efterkrigstidens Aston var præget af fattigdom og generel håbløshed. Fremtidsudsigterne for arbejderklassebørn som Ozzy var dystre. Et liv med usselt betalt fabriksarbejde var, hvad der truede i horisonten. Og uanset, hvor man vendte eller drejede sig, mærkede man det hårde pres fra det undertrykkende magtapparat i Englands autoritære klassesamfund.

                     

Søndag var ugens værste dag, fortæller Ozzy om sin opvækst. ”Der var bare den grå himmel og hjørnepubberne og sygt-udseende mennesker, der arbejdede som dyr ved samlebåndene” (side 6).

                     

Når man læser Ozzys erindringer, forstår man virkelig, at for en arbejderklassedreng var der kun to udveje: at blive professionel fodboldspiller eller at blive rockstjerne. Kedsomheden var så massiv, og udfoldelsesmulighederne så få, at Ozzy en overgang gik i søndagsskole, for som han så farverigt udtrykker det: ”der var fandme ikke andet at lave.” Og så fik man gratis te og kiks. Dét var selvfølgelig attraktivt i et miljø, hvor man sagtens kunne risikere at gå sulten i seng.

                     

Ozzy havde ikke succes i skolen. Eller på arbejdsmarkedet. Hans evner og sociale kompetencer var små, uhyre små. Alligevel er han millionær i dag. Og det er han udelukkende, fordi han var så heldig at komme med i et band, som først kaldte sig The Polka Tulk Blues Band, siden Earth, før de tog sig sammen og blev til Black Sabbath.

                     

Historien om, hvordan guitaristen Tony Iommi samlede Black Sabbath, er fortalt til hudløshed. Så lad os her blot konstatere, at Ozzy ikke kom med i bandet, fordi han var en flink og populær fyr. Eller fordi han var en særlig talentfuld sanger. Men han ejede sit eget lydanlæg, og det gjorde formentlig udslaget.

                     

Ozzy blev fra starten Black Sabbaths blikfang og visuelle midtpunkt. Og han har langt hen ad vejen bygget sin solokarriere op omkring chokeffekter og mediebevidste stunts. Intet under, at han bliver kaldt for ”The Prince Of Darkness”. Men: Ozzy har i sin 40-årige karriere været mere end en gakket sprællemand med forkærlighed for syge gimmicks.

                     

Nogen stor stemme har Ozzy aldrig haft, men han har sit eget vokale udtryk. Ozzy er en ener, en randeksistens, og han har en sjælden evne til at udtrykke den smertefulde følelse af fremmedgørelse. Ingen heavysanger har som Ozzy sunget gåsehudsfremkaldende sange, der betragter livet fra skæve vinkler. Man siger, at sindssyge er en sund reaktion på et sygt samfund, og det er vel egentlig det, som Ozzy har formået at udtrykke i sange som ”Am I Going Insane (Radio)” og ”Diary Of A Madman” (hhv. fra Black Sabbaths ”Sabotage” (1975) og Ozzy-soloskiven ”Diary Of A Madman” (1981)).

                     

Ozzy Osbournes karriere handler altså ikke kun om at drikke sig fuld og fylde sig med stoffer. Inde bag varulvekostumer og vampyrhugtænder gemmer der sig en smerte og en eksistentiel alvor. Men det er ikke rigtig det, som Ozzys selvbiografi handler om. Den kunstneriske side af sit liv skøjter Ozzy let hen over. Og det er skuffende.

                                           

FANDEN FÅR FINGEREN

”I Am Ozzy” er proppet med anekdoter og grafiske beskrivelser af det vilde liv på rockens overdrev. Her er stort set alle afskygninger af ”sex and drugs and rock’n’roll”. Men man fornemmer en vis berøringsangst hos Ozzy – de seriøse emner, der ofte har præget teksterne på Black Sabbaths og Ozzys soloplader, tier han nærmest ihjel.

                     

Når man har læst den sidste side i ”I Am Ozzy”, tænker man: hvad blev der egentlig af rebellen Ozzy Osbourne? Ozzy er stor fan af den venstreorienterede provo John Lennon (fra The Beatles), og på sange som ”Crazy Train” (1980) og ”Rock ’N’ Roll Rebel” (1983) har Ozzy selv påtaget sig rollen som samfundsrevser. Men Ozzy er åbenbart faldet til patten på sine gamle dage. Det politiske engagement leder man næsten forgæves efter i selvbiografien. F.eks. lader Ozzy ikke til at have haft betænkeligheder ved at sige ja tak til at være æresgæst hos George Bush i Det Hvide Hus i 2002. Tværtimod virker det til at have været en virkelig ære for Ozzy, der tilbage i 1970 lagde stemme til antikrigssangen ”War Pigs” – en sang, der langer ud efter magthavere af George Bush-typen.

                     

Religion er også noget af et tabu i ”I Am Ozzy”. Sandt nok: Black Sabbath og Ozzy solo har aldrig været eksponent for traditionel, ”Bibeltro” højrefløjs-kristendom. Ozzy og Sabbath har aldrig været kirkens kæledægger. Men ikke desto mindre er store dele af Black Sabbaths sangskat gennemsyret af kristne temaer. Og mange af de helt centrale sange fra Ozzys solokarriere har været beriget af spirituelle tekster. Lyt blot til ”Revelation (Mother Earth)” og ”Believer” (fra hhv. 1980 og 1981). Det er for let at affeje Ozzys tavshed på dette felt med, at disse tekster blev skrevet af Geezer Butler og Bob Daisley. For i biografien fortæller Ozzy stolt, at han fik en af sine egne sange, nemlig ”Who Are You?”, med på ”Sabbath Bloody Sabbath” (1973). Det kunne være interessant at høre Ozzys bevæggrunde for at skrive teksten til denne sang, der er en strittende langemand i fjæset på Fanden selv. Men så snart han nærmer sig det åndelige, sætter Ozzy tand for tunge.

                     

Det er selvfølgelig også lettere og mere trygt at gemme sig bag klovnerollen. Ozzy ønsker åbenbart ikke at forstyrre billedet af den godmodige galning, som vi kender fra de serielle tv-pinligheder i ”The Osbournes”. Men det er altså ikke hele sandheden om fænomenet Ozzy Osbourne. For Ozzy er – trods sine åbenlyse begrænsninger som sanger og sangskriver – en af den hårde rocks mest stilskabende kunstnere.