Ingen ballader i death metal

Massacre dyrker den mørke side: monstre, invasioner fra Mars og den slags. En enkelt sang handler dog om seksuel omgang med lig.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 38, juni 1992)

Massacre var svære at få i tale.

[Baggrund: Massacre var allerede i 1992 veteraner på death metal-scenen. De fire amerikanere havde alle en fortid i det legendariske Death, og det var måske forklaringen på, at visse af gruppens medlemmer afskyede pressen.

Jam Magazine havde i hvert fald sit hyr med at få Massacre i tale, da bandet sammen med Demolition Hammer og Grave spillede på Rytmeposten i Odense i starten af maj 1992. Resultatet af mødet med Massacre kan læses under denne intro...]

”Fuck Massacre!” tænker jeg. 

En halv dag har jeg og Jam Magazines fotograf brugt på at få de korpulente Florida-death metal-veteraner i tale. ”Efter lydprøven,” lød aftalen, og lige siden kl. 14 er den skide lydprøve blevet forhalet. Nu har klokken passeret 21, og Massacre har fået nosset sig færdige med soundchecket, hvorefter de daffer ind i deres komfortable tour-bus.

Min puls banker frenetisk, idet min fotograf skridter over parkeringspladsen for allernådigst at banke på døren til bussen. For-growler Kam Lee er den første, der stiger ud.

”De andre fyre i bandet kan ikke li’ pressen,” siger han og kigger ned i cementen. Jo tak, det er gået op for mig.

Der går en rum tid, så stiger kødbjerget Rick Rozz og de to andre ex-Death-medlemmer, Bill Andrews og Terry Butler, ud af bussen. Fotografen foreslår, at vi går over i Kongens Have for at tage nogle bandfotos. Det afslår Rick Rozz. Der er simpelthen alt for langt at gå. Terry Butler står og ser dundrende uinteresseret ud i sine posede joggingbukser, og Bill Andrews skutter sig. Det danske forår er koldt, selv for en hærdet death metal-trommeslager. Til sidst indvilger Massacre i at posere foran tour-bussen.

EN DEATH METAL-KÆRLIGHEDSSANG

Kam Lee viser sig at være en snakkesalig gut. Mens opvarmningsbandet Demolition Hammer raser gennem deres lydprøve inde på Rytmeposten, svarer Kam beredvilligt på mine spørgsmål – også de mere tvære:

- Der er ingen kærlighedssange på jeres ”From Beyond”-album. Hvorfor ikke?

”Jeg tror, at en masse bands har overvejet at lave en death metal-kærlighedssang. Men det er svært, fordi death metal bruger de negative følelser – de mere mørke og aggressive følelser. Men jeg ser det som en udfordring at skrive en death metal-kærlighedssang. Og jeg tror, jeg har en idé. Det bliver i så fald en forvrænget kærlighedshistorie.”

- Jeg har aldrig hørt et death metal-band spille en kærlighedssang …

”Du kan ikke være et death metal-band og samtidig spille ballader. Det ville ikke fungere. Men du kan være et death metal-band, der skriver om kærlighed. Ikke nødvendigvis lykkelig eller ulykkelig kærlighed, men der er måder at gøre det på. Jeg ønsker at blive en af de første til at gøre det.”

- ”Corpse Grinder” er den mest erotiske sang på ”From Beyond”. Her synger du bl.a.: ”Sex with the dead is what I crave / touch the cold flesh that drives med insane […] Uncontrolled rage now takes its course / to fuck a maggot infested corpse”!!!

””Corpse Grinder” er en gammel sang, der blev lavet helt tilbage i 1984, da jeg og Rick Rozz og Chuck Schuldiner spillede sammen i Death. Teksten er ændret en smule, men meningen er den samme. Vi så filmen ”Evil Dead”, og der er den her scene i filmen, hvor fyren er forelsket i sin kæreste, og hans kæreste så forvandler sig til det her døde, dæmoniske væsen. Og jeg sagde: ’Wauw, jeg vil skrive en sang, hvor denne her fyr har en sand nekrofil lyst til at røre ved hendes døde kød, fordi det er den eneste følelse, der er erotisk for ham.’ Men teksten til den sang er ikke så god. Mine tekster bliver bedre fremover.”

Komisk? Nej, der er tale om skabninger fra H.P.
Lovecrafts historier.

SKRÆKFØLELSEN

”Jeg tager alt fra H.P. Lovecraft. Jeg læser en masse skrækhistorier, og jeg synes, at Lovecraft er den gotiske horrors gudfader. ”From Beyond” er meget påvirket af Lovecraft. Selv coveret. Folk kigger på coveret og synes, det er komisk. Men hvis du er bekendt med Lovecraft, så vil du vide, at skabningerne på coveret minder om skabninger, han har skabt i sine historier. Massacre vil aldrig skrive satanistiske sange. Vi dyrker mere den mørke side, du ved: ondskab og monstre og invasioner fra Mars og den slags. Det er sjovt at blive skræmt, og vi kan li’ skrækfølelsen, og jeg vil hellere fremkalde den med monstre end med Satan.”

- Sidste efterår udtalte Patrick fra Pestilence til Kerrang!, at death metal-scenen snart vil dø, hvis der ikke sker noget radikalt. Han mente simpelthen, at der var for mange death-bands uden identitet. Er du enig?

”Ja, jeg er enig. Hvad der uundgåeligt vil ske med death metal, er det samme, som der skete med San Francisco-thrash-scenen: kun de stærke bands vil overleve. Der er for mange bands, og i løbet af et par år vil de dårlige bands blive filtreret fra. Altså med mindre tingene forandrer sig. Jeg har lagt mærke til en del forandringer på det sidste. I England er doom metal-scenen vendt tilbage med bands som Cathedral, My Dying Bride og Paradise Lost. Jeg tror, at de bands, der finder frem til deres egen sound, vil overleve, mens alle de andre bare vil dø.”

- Fremtidsplaner?

”Jeg har tænkt mig at lave flere forskellige projekter, når den her turné er slut. Måske laver jeg et projekt med Mick Harris [ex-Napalm Death, nu Scorn, red.]. Jeg skriver sange på guitar nu, så jeg laver måske et doom metal-projekt på egen hånd, hvor jeg spiller al musikken selv, trommer og det hele. Jeg vil gi’ Massacre en pause. Ser du, Massacre er et stort ’hvis’ lige nu. Da vi startede denne her Europaturné, gik der rygter om, at vi var ved at gå i opløsning. Og alle i bandet sagde ’Nej!’ Men allerede i løbet af den første uge begyndte de andre at komme med tvivl om Massacres fremtid. Så jeg lod dem vide, at jeg har adskillige sideprojekter i tankerne. Måske fortsætter Massacre ikke, men Kam fortsætter helt sikkert!” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama