Heavy-ånden kom over dem

Judas Priests påvirkning på heavy metal-genren har været massiv. Bandet har lanceret alt fra strukturen i den tungmetalliske tonekunst til det karakteristiske heavy-look med læder og nitter. 

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 35, september 2008)

Rob Halford: showmaster med dramavokal. 
(Foto fra omslaget til "Unleased In The East")

Næst efter Black Sabbath er Judas Priest det band, der har betydet mest for udviklingen af det, vi i dag betegner som heavy metal. Det har de blandt andet gjort ved at rykke tungrockens blues-tradition op med rode og i stedet pumpe deres sange med grumme metal-riffs – intet under, at gruppens 1977-album ”Sin After Sin” har fået kælenavnet ”Riff After Riff”. 

           

Heavy-ånden kom virkelig over Judas Priest i 1970’erne. Det betød, at de gjorde den hårde rock hårdere og gav den større tyngde. Og frem for alt spillede de mere aggressivt. Desuden udnyttede de til fulde, at de rådede over to leadguitarister.

De radikaliserede den guitar-dualisme, som Wishbone Ash, Lynyrd Skynyrd og Thin Lizzy tidligere havde introduceret i hårdrocken. Men hos Priest blev guitarharmonierne gjort mere hidsige, og de drabelige guitardueller mellem Glenn Tipton og K.K. Downing blev til deciderede ”twin lead”-angreb – en disciplin, som med succes er blevet ført videre af bl.a. Iron Maiden, Mercyful Fate, Slayer og Megadeth. Faktisk har Slayers Kerry King erklæret, at han har modelleret sit guitarspil efter K.K. Downing og Glenn Tipton. 

           

FARTKONGER

Med til den radikaliserede stil hørte også, at Judas Priest lagde sig i selen for at blive tungrockens fartkonger. Med tempofyldte numre som ”Exciter”, ”Hell Bent For Leather”, ”Running Wild” og ikke mindst ”Rapid Fire” var Priest med til at bane vejen for speed og thrash metal. Og det er sigende, at Slayer i 1988 indspillede en coverversion af det militante Priest-nummer ”Dissident Aggressor”. 

           

Men også Death, Iced Earth, Arch Enemy, Skid Row, Hammerfall, Helloween, Primal Fear, King Diamond, Mercyful Fate, Saxon, Testament, Kreator m.fl. har indspillet coverversioner af Priest-sange. Metallica har spillet “Rapid Fire” live. 

           

Ikke mindst i 1980’erne var Priests betydning for heavy-scenen stor. Accept og Malice (US) var langt hen ad vejen kopier af Judas Priest. En række højenergiske ensembler blev ligefrem opkaldt efter Judas Priest-sange. Det gælder f.eks. Exciter, en brutalt spillende canadisk trio, der var pionerer inden for midt-80’ernes thrash og speed metal. De hed oprindelig Hell Razor, men var så påvirkede af Judas Priest, at de tog navn efter proto-speed metal-fræseren ”Exciter”. 

           

Men Exciter var langt fra alene om at have en Judas Priest-sangtitel som bandnavn. Tænk blot på tyske Running Wild og Sinner. Judas Priest-titler blev til en slags metalliske kodeord, så der i 80’erne fandtes hele to bands, som kaldte sig Steeler (et amerikansk og et tysk), ligesom bandnavnene Tyrant (US), Savage (UK), Rage (D), Grinder (D), Invader (D) alle er ord med en heavy signalværdi, som Priest tidligere havde brugt som sangtitler.

De Priest-relaterede kodeord er gledet ind i hele metal-kulturen; således var det første danske heavy metal-fanzine opkaldt efter Priest-sangen ”Hot Rockin’”. 

HEAVY-SKRIGET

Rob Halfords operatiske måde at synge på er blevet Judas Priests musikalske varemærke. Sangere som Robert Plant (Led Zeppelin) og David Byron (Uriah Heep) sang heavy med høje, lyse stemmer, før Halford pladedebuterede med Judas Priest i 1974, og Deep Purples Ian Gillan og Glenn Hughes trak fulde huse ved at skrige i vilden sky. 

           

Men Halford eksperimenterede sig frem til den form for dramavokal, som siden hen er blevet uløseligt forbundet med heavy metal-traditionen. Bruce Dickinson (Iron Maiden), Geoff Tate (Queensrÿche), Eric Adams (Manowar), Sebastian Bach (ex-Skid Row), Ralf Scheepers (Primal Fear) og Tim ”Ripper” Owens (Iced Earth) har alle videreført denne tradition med stolthed.

Den halfordske stil har også smittet af på visse sangere i den mere brutale del af metal-genren; dette gælder bl.a. Phil Anselmo, som på Panteras plader fra begyndelsen af 1990’erne var flink til at give hals à la Halford, ligesom Tom Araya gjorde rig brug af heavy-skriget i begyndelsen af Slayers karriere. 

HALFORDS RIMSMEDJE

Judas Priest har været centrale bidragydere til metal-genrens lyriske formsprog. Med sine skarpslebne rim og radikale metaforer har Rob Halford gennem årtier været en af hårdrockens mest markante og originale poeter. Når det gængse sprog ikke slår til, er Halford ikke bleg for at opfinde sine egne ord – som f.eks. glosen ”desolisating” i sangen ”Rapid Fire”. 

           

Judas Priests bastante billedsprog har haft stor indflydelse på det, der er havnet på utallige metal-gruppers tekstark i tidens løb. Men Judas Priest er som oftest sluppet mere elegant fra storforbruget af de potente gloser og voldsomme temaer. Selv de mere banale rock-og-rul-sange er blevet grundigt bearbejdet i Halfords rimsmedje, og en sang som ”Heavy Metal” er et lille mesterværk, hvad angår den poetiske beskrivelse af heavy metal-musikken og -livsstilen. 

           

Mange af Judas Priests sange har en dybde og flertydighed, som man ellers sjældent ser i rockmusik. Halford har eksempelvis haft held til at smede begreber fra troens verden ind i det metalliske formsprog – tænk blot på ”Heavy Duty/Defenders Of The Faith”, der er en slags kampsang for heavy metal-riddere.

I sange som ”Exciter” og ”Painkiller” synger Halford om kraftfulde messias-skikkelser, og på comeback-albummet ”Angel Of Retribution” får flere skæringer en metafysisk dimension via Halfords originale brug af bl.a. bibelske temaer. Lytter man nærmere efter teksterne til ”Hellrider” og ”Demonizer” opdager man et noget andet budskab end de typiske djævlerier, som metal-genren er berygtet for. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama