Amok med læbestiften

New York Dolls er det stof, som myter er gjort af. Fire af bandmedlemmerne døde på vej til berømmelsen. Nu er gruppen imidlertid genopstået fra de døde.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 30, november 2006)

Sensationen skete på Meltdown-festivalen den 16. juni 2004.

                     

Morrissey (ex-The Smiths) havde været fan af New York Dolls siden sin ungdom, og nu havde han held til at samle de overlevende medlemmer af det banebrydende glam-punk-band fra Manhattan. Dér stod de så på scenen i Londons Royal Festival Hall og trykkede den af. Sangeren David Johansen var der. Guitaristen Sylvain Sylvain var der. Bassisten Arthur Kane var der. De tre legender blev bakket op af nyrekrutterede musikere, bl.a. guitaristen Steve Conte. Det blev et brag af en koncert. Både fans og band var euforiske. Så Dolls besluttede at fortsætte, hvor de slap i 1976.

Derfor er New York Dolls’ første album i mere end 30 år, ”One Day It Will Please Us To Remember Even This”, nu på gaden. Men hvad var det, som gjorde Dolls legendariske? Det var en blanding af musik, image og en dekadent livsstil.

                     

TRISEKSUELLE

New York Dolls havde bogstavelig talt et hårrejsende image. Bandmedlemmerne var dullet op i dametøj og smurt ind i sminke. Lak og læder, tyl og imiteret leopardskind, kindrødt og læbestift hørte til udstyret i Dolls’ garderobe. Og det er vist også første (og eneste?) gang, at damesko og hot pants er blevet sat sammen med hagekorsarmbind. Jo, New York Dolls var outrerede – end ikke chokrockeren Alice Cooper kunne overtrumfe Dolls, hvad angår dresscode.

                     

Når man ser gamle filmoptagelser af New York Dolls, hvor Sylvain Sylvain giver den som vrikkerøvs-primadonna, eller hvor David Johansen giver interviews med løse håndled, kunne man fristes til at tro, at Dolls var en flok bøsser. Det var de dog langt fra. Dolls havde et storforbrug af (kvindelige!) groupies, og guitaristen Johnny Thunders var notorisk homofob. Dolls-medlemmerne var heller ikke biseksuelle. De var ”triseksuelle”, påstod de. Reelt var de vist bare ude på ballade.

                     

Men havde New York Dolls noget at byde på musikalsk? Svaret er: ja! Johansen, Thunders og Sylvain skrev en række vulgære, men ret iørefaldende rock’n’roll-sange. De tog det seje rock-ryk fra Rolling Stones og blandede det med kandiserede melodier à la Shangri-Las og andre pigepopgrupper fra 1960’erne, og de fyrede hele mulletjavsen af med et anarkistisk brunstbrøl i stil med MC5 og Iggy & The Stooges.

ROCK’N’ROUGE

New York Dolls havde attitude i størrelse XXXL. Men attituden var ikke kun et spørgsmål om hårlak og høje hæle. Attituden nåede helt ned i rillerne på Dolls’ plader. De to albums, som gruppen nåede at indspille, før den gik i opløsning i 1976, bød på rock’n’roll, når det er mest blæret og flabet. Ja, det var mere end rock’n’roll – det var rock’n’rouge!

                     

Der var mere Mick Jagger i David Johansen, end der var i Mick Jagger selv. Nok var Mister Johnny Thunders en kopi af Rolling Stones-guitaristen Keith Richards, men Thunders endte med selv at blive en legende og et rock’n’roll-ikon. Skikkelser som Andy McCoy (Hanoi Rocks), Izzy Stradlin’ (Guns N’ Roses) og Dregen (Backyard Babies) er alle modelleret efter Johnnys forbillede. Hvis man ellers kan kalde en fyr som Thunders et ”forbillede”. For han levede sit liv, som han spillede sin guitar: som et heroin-pumpet vilddyr.

                     

New York Dolls var selvdestruktive, ja, de var et omrejsende kommercielt selvmord. Deres koncerter tiltrak mange nysgerrige, men deres plader solgte dårligt. Alligevel er gruppens to albums for længst blevet kultklassikere. Og Dolls’ betydning for rocken endte med at blive enorm, for de var forud for deres tid.

                     

New York Dolls må tage deres del af skylden for, at fænomener som punk og hair metal opstod. Før bluff-mageren og punk-propagandisten Malcolm McLaren dannede Sex Pistols i London, var han manager for New York Dolls. Og netop Dolls’ primitive og provokerende spillestil blev en stor inspiration for de utallige punk-bands, der myldrede op af rockens kloakker i slutningen af 1970’erne. Dolls satte deres præg på Sex Pistols, Damned, Clash, Dead Boys m.fl. Billy Idols yndlingsplade er “New York Dolls”, og før Marc Bell kom til at slå på trommer for Richard Hell & The Voidoids og Ramones, var han til audition hos New York Dolls.

                     

1980’ernes ultra-glam kan føres direkte tilbage til David Johanson & Co. Efter at Thunders havde forladt bandet i 1975, var Blackie Lawless en kort overgang guitarist i New York Dolls – og det var hér, Blackie fik mange af idéerne til W.A.S.P.s gimmicks. Vi havde heller aldrig fået Twisted Sister, Mötley Crüe, Lords Of The New Church, Hanoi Rocks, Poison, Guns N’ Roses, Dogs D’Amour, Backyard Babies, Velvet Revolver, Murderdolls etc., hvis ikke New York Dolls havde sat livet på spil som rock’n’roll-pirater i 1970’erne.

DØDSDRIFT

Og livet satte disse fyre virkelig på spil. For New York Dolls var mere end musik. Dolls var en livsstil. Eller måske snarere et dødstrip. Man kan ligefrem høre dødsdriften i deres vrælende og vrængende sange. Dolls var en uhyggelig levendegørelse af myten om sex & drugs & rock’n’roll, og hovedparten af bandmedlemmerne er i dag døde.

                     

Billy Murcia, bandets første trommeslager, døde den 5. november 1972 – dvs. før Dolls fik en pladekontrakt. Under en fest i England besvimede han efter at have indtaget en blanding af diverse rusmidler. Nogle af festdeltagerne forsøgte at live Billy Doll op ved at lægge ham i et badekar med koldt vand, hvorefter de hældte kaffe i halsen på ham. Det kvalte ham øjeblikkeligt.

                     

Johnny Thunders døde under mystiske omstændigheder den 22. april 1991, angiveligt af en narko-overdosis. Men meget tyder på, at han blev offer for et rovmord på sit hotelværelse i New Orleans. Lige til sin død hærgede Thunders sig selv med junk og sit publikum med grim rock’n’roll. Han fik begrænset succes med sit band, Heartbreakers, men huskes stadig for albums som ”L.A.M.F.” (1977) og ”So Alone” (1978).

                     

Jerry Nolan (trommer) fulgte trofast med Thunders fra New York Dolls til Heartbreakers. De to var nære venner, og begge var de på sprøjten. Dybt deprimeret over Thunders’ sørgelige endeligt døde Nolan den 14. januar 1992. Nolan og Thunders ligger begravet på den samme kirkegård i Queens, NY.

                     

Arthur Kane (bas) døde af leukæmi den 13. juli 2004, mindre end en måned efter, at New York Dolls spillede deres store reunion show på Meltdown-festivalen. Kane døjede med selvmordstanker, fattigdom og alkoholproblemer, og med Dolls-genforeningen gik hans store drøm i opfyldelse. Killer Kane portrætteres i dokumentarfilmen ”New York Doll”, og heri udtaler han: ”Vi var for unge og for stenede til at værdsætte det, vi havde […]. På grund af vor dårlige opførsel og brugen af narkotika mistede vi New York Dolls.”

                     

Tragisk? Jep. Sandheden er nemlig, at Dolls’ musik var bedre end deres image og selvdestruktive livsstil.